Ny magnetisk pumpe tæmmer selv de mest aggressive medier

Overview_TEXT

Beskrivelse

Utætte akseltætninger var hverdag hos Damixa i Odense. Nu holder en Grundfos CRN MAGdrive pumpe helt tæt med årsagen til problemerne.

"Et par dage – andre gange et par uger. Så var akseltætningen utæt igen. Nogle gange skiftede vi pakningerne selv, men ellers røg pumperne til serviceafdelingen hos Grundfos. Så vi havde en hær af reservepumper stående.”

Beretningen, der kan give enhver vedligeholdelseschef grå hår i hovedet, kommer fra Troels Johansen, som i halvandet år har haft ansvaret for drift og vedligeholdelse i produktionen hos den danske producent af blandingsbatterier, Damixa, i Odense.

Når mediet er et slibemiddel
Det var en situation, man havde levet med i adskillige år, for de fynske teknikere var godt klar over, at CRN-pumperne var på en heftig opgave. Projektingeniør Søren Gilbro, Damixa, har også skabt sine egne formler for bl.a. den forkromningsproces, der giver produkterne deres finish. Og det er i forbindelse med recirkulering af et alkalisk affedtningskar, problemerne opstår.

”Mediet består af magnetiske partikler som f.eks. rester af nikkel, krom og en hel del silikater fra vores pudsemasse. Det sliber simpelthen lynhurtigt akslen hul under pakningen, og vi ved godt, at man nogle steder lever med problemet ved at smide pumpen ned i karret, så det ikke drypper på gulvet, men den løsning kan vi ikke bruge hos os – bl.a. på grund af mediets temperatur,” fortæller Troels Johansen.

Han klagede sin nød til salgsingeniør Søren Nickel Christensen, Grundfos, der i mange år har forsynet virksomheden med pumper til brug i hele produktionen. 

Nul huller!
”Jeg hørte om problemet netop som vi var klar til at introducere en magnetisk drevet udgave af CRN-pumperne,” siger Søren Nickel Christensen. ”CRN MAGdrive er lige præcis udviklet for at løse problemerne med aggressive og flygtige medier, og vi var ret sikre på, at vi havde skabt en pumpe, der i sin konstruktion og robusthed var revolutionerende på markedet. Så det var oplagt at lade den stå sin prøve hos de plagede fynboer.”

Efter at den nye pumpe havde været i brug i cirka et år, havde Damixa endnu ikke haft et eneste problem med den. ”Der var næsten ingen synlig påvirkning af, at pumpen havde arbejdet med vores heftige blanding i kap et år”, fortæller Søren Nickel Christenen.

”Med resultaterne fra Damixa, må man vist sige, at MAGdrive pumperne har fået sin ilddåb, og CR-familiens nye medlem har bevist, at nu kan selv de mest hidsige medier bare komme an,” lyder det fra salgsingeniøren, der lige skal have de sidste data med også: Pumperne klarer en medietemperatur på op til 120°C i et rum på op til 40°C. Med en viscositet på 0.3-300 mPas i et flow på op til 120 m3 i timen og et tryk op max. 25 bar.


    Facebook Twitter LinkedIn Technorati

Emne:

Beretningen, der kan give enhver vedligeholdelseschef grå hår i hovedet

Sted:

Odense

Virksomhed:

Damixa

Related Products_TEXT