Overraskelser i fjeldet fjernes med SCALA2

Overview_TEXT

Beskrivelse

I fjeldet under Oslo står der ti SCALA2-pumper og pumper vand ind i sprækker for at forhindre en gasart i at sive ud i tunnelen. Pumpearbejdet foregår i det, der skal blive den længste jernbanetunnel i Norge. Tunnelen er 20 kilometer lang og udgør størstedelen af den nye Follobane, der strækker sig fra Oslo S og til Ski Station sydøst for Oslo.

Vandtryk holder luftart inde

Når en tunnelboremaskine arbejder sig gennem fjeldet, kan der opstå uforudsete udfordringer. Og det var netop, hvad der skete i Oslo. Under tunnelarbejdet opstod der revner i fjeldet, og fra de revner sivede der en luftart ud, der arbejdsmiljømæssigt var noget skidt.

”Vi fik en henvendelse fra en af vores kunder, der arbejder på tunnelprojektet, som fortalte om sprækkerne i fjeldet. De ville sætte en slange i revnerne, fuge revnerne til og sætte vandtryk på, så luften ikke kunne sive ud. Og til det formål havde de brug for nogle pumper og nogle vandtanke,” forklarer Lars Ingemann, der er indehaver af den sjællandske virksomhed Elmodan Elektro, som stod for at bygge et anlæg med vandtanke og pumper til at løse problemet.

Virksomheden har gennem mange år leveret pumper og andet udstyr til tunnelprojekter og har bl.a. været involveret i flere norske projekter. Det var derfor ikke nogen tilfældighed, at det var Elmodan, der fik opgaven.

Elmodan kontaktede derefter Grundfos for at få hjælp til at finde den rette pumpe. ”Vi skulle finde en pumpe, der kunne holde tre bars konstant vandtryk på alle sprækker. Og da tænkte jeg med det samme på Grundfos. Det er en speciel opgave, og Grundfos er altid frisk på at prøve nye ting af,” fortæller Lars Ingemann.

Atypisk anvendelse er en succes

Der skulle da også lidt kreativ tænkning til for at finde den rette pumpe til opgaven på Follobanen. ”I første omgang afprøvede Elmodan en JP-pumpe, men Lars Ingemann ville gerne have en pumpe, der var endnu mere præcis med hensyn til at holde et konstant tryk. Jeg foreslog derfor, at Elmodan i stedet kunne prøve at teste den frekvensstyrede SCALA2-trykforøgerpumpe,” fortæller Lars Würtz Jensen, der er salgstekniker hos Grundfos. ”Det er en lidt atypisk anvendelse af pumpen, da den egentlig er udviklet til at levere et perfekt vandtryk i en- og tofamilieshuse. Men dette var ikke nogen standardopgave, så der fandtes ikke nogen standardløsning.”

Elmodan fik SCALA2-pumpen til test, og det var den helt rigtige løsning. ”Vi lavede en prøveopstilling med SCALA2- pumpen, og den viste sig meget præcist at kunne holde trykket på tre bar. Så jeg fortalte vores kunde, at de næste ti anlæg ville være med SCALA2-pumper,” siger Lars Ingemann. ”Samtidig havde jeg bestilt ti 1.500-liters vandtanke, som pumperne blev monteret på. Tankene har et automatisk påfyldningssystem, så der hele tiden er vand i tankene, og en trykalarm, der går i gang, hvis trykket falder under 2,5 bar. Det hele blev skruet sammen på rekordtid i december 2016 og testet i tunnelen mellem jul og nytår.”

Alle SCALA2-pumper kører lige nu, og skal køre indtil arbejdet med at bore tunnelen er færdigt. Derefter bliver tunnelens sider beklædt med betonelementer, der lukker gassen inde, så den ikke generer.


    Facebook Twitter LinkedIn

Emne:

I fjeldet under Oslo står der ti SCALA2-pumper og pumper vand ind i sprækker for at forhindre en gasart i at sive ud i landets kommende længste jernbanetunnel.

Sted:

Norge

Virksomhed:

Grundfos DK A/S