Udstilling forener kunst, arkitektur og ingeniørkunst

Overview_TEXT

Beskrivelse

Den typiske Grundfos-pumpe sørger for at tilvejebringe eller bortskaffe vand og opererer oftest i al ubemærkethed, selvom der er tale om internationalt berømmet ingeniørkunst. Men nu har 28 Grundfos-pumper fået en central rolle i installationen ”H”, der er skabt af kunstneren Ingvar Cronhammar. Installationen vises i Cisternerne – Københavns gamle drikkevandsreservoir, som ligger under Søndermarkens grønne græs på Frederiksberg.

Cisternerne blev taget i brug i 1859 og skulle forsyne københavnerne med renere vand, end det de fik fra byens overfladevand, og som havde været skyld i en voldsom koleraepidemi. Stedet fungerede som drikkevandsreservoir indtil 1933, men blev dog først tømt for vand i 1981.

Kunst under ekstreme forhold
Siden 1996 har Cisternerne fungeret som udstillingsrum for blandt andet glaskunst. I 2013, hvor Cisternerne blev en del af Frederiksbergmuseerne, blev profilen ændret, og alle udstillinger og events tager nu konsekvent udgangspunkt i stedets arkitektur og unikke klima og akustik. Det er et specielt rum på i alt 4.320 m2, der er bygget til at rumme 16 millioner liter vand. Cisternerne består af tre sammenhængende, hvælvede huler, som er bygget af beton, granit og mursten, og hvor vand konstant siver ind gennem betonen. Det skaber ekstreme forhold at udstille kunst i: Luftfugtigheden er tæt på 100 %, temperaturerne svinger mellem 4 og 14 °C, der er en efterklang på 17 sekunder – og intet dagslys slipper ind.

Cisternerne er en del af Frederiksbergmuseerne, og stedets kunstneriske leder er Astrid la Cour. Hun fortæller, at der er helt specielle udfordringer for kunstnere, der skal udstille i Cisternerne: ”Rummene er dominerende og egentlig et kunstværk i sig selv. Derfor skal kunstnerne lade rummet få plads og fortælle historien om rummet gennem deres kunst.”

Derfor er det ikke ret mange kunstnere, der kan skabe kunst, der fungerer i rummet – og langt fra alle materialer kan holde til de ekstreme omgivelser. Men billedhuggeren Ingvar Cronhammar, der bl.a. er kendt for skulpturen Elia ved Herning, tog rummets udfordring op. ”Det er et helt ekstremt rum med en meget voldsom akustik, men hvert sted har sin udfordring, ” siger han.

Ingvar Cronhammar har skabt en installation, hvor gulvet i Cisternerne er oversvømmet med vand, og hvor der er 28 søjler af vand og lys. Pumperne fra Grundfos er placeret ved hver vandsøjle, hvor de pumper vandet op, så det kan komme ud af 28 brusere med lys. Derved dannes de 28 vandsøjler.

For at sikre den helt rette effekt, var det vigtigt at få pumperne til at pumpe de meget præcise mængder vand, som installationen kræver. ”Vi lavede en model af bruserne og testede og testede og testede. Det har været et stort arbejde – og det skal jo køre driftssikkert i ni måneder,” fortæller Ingvar Cronhammar. Til projektet havde Ingvar Cronhammar tilknyttet en konsulent, som rådgav om pumperne og drøftede projektet med Grundfos, som derefter fandt en egnet pumpe. De anvendte pumper er dykpumper af typen UNILIFT CC9 – en transportabel og effektiv pumpe, der giver den driftssikkerhed, som Cronhammar efterlyste.

Da vandet kom tilbage
Ingvar Cronhammar havde ikke fra starten en fast idé om værkets udformning. ”Jeg arbejder på anelse og intuition – det er ikke et teoretisk projekt, ” fortæller han om sin arbejdsproces. ”Men Astrid la Cour havde en drøm om at fylde vand i Cisternerne igen, og deraf udsprang ideerne, ” forklarer han. Og på den måde kom vandet tilbage i Cisternerne.

Alt lys i rummet kommer fra selve installationen, og det var en af udfordringerne for Ingvar Cronhammar. ”Det, der var mest problematisk, var, at jeg ikke kunne beregne, hvor meget lys gangarealer og brusere ville give fra sig. Lyset må jo ikke være så svagt, at man ikke kan orientere sig. Og samtidig skal det skabe en vis stemning, ” siger han.

Og det er lykkedes at skabe en helt speciel atmos­fære med vandet, der – takket være pumperne – kommer brusende ned fra loftet med lyset, der glitrer i vandet, og med musikken komponeret af Martin Hall.

Møde mellem kunst og ingeniørkunst
I dette møde mellem kunst, ingeniørkunst og arkitektur får publikum nærmest fornemmelsen af at befinde sig i et parallelunivers. Men samtidig er der ikke gjort noget for at skjule, hvordan installationen er bygget op. ”Cisternerne er et ingeniørværk, og derfor er pumperne også en del af fortællingerne. Mødet mellem kunst og ingeniørkunst skal være synligt,” siger Astrid la Cour.

Vandet, der pumpes op af de 28 Grundfos-pumper, er det vand, som siver ind gennem betonen, og som – indtil installationen blev bygget – løb ud via en rende med afløb. ”Vi vidste, at der hele tiden kommer vand ind, men vi har aldrig vidst, hvor meget det var. Da vi skulle lave Ingvar Cronhammars udstilling, murede vi rundt om afløbene, så vandet ikke løb ud med det samme, og så steg vandet ret hurtigt,” fortæller Astrid la Cour.

Samarbejde og sponsering
Grundfos har støttet udstillingen ved at sponsere halvdelen af de 28 pumper, der bruges i installationen. Pumperne er dog ikke leveret direkte fra Grundfos. ”Denne type pumper handles altid gennem en vvs-grossist,” fortæller Morten Vinther, salgsingeniør hos Grundfos. ”Og det er også tilfældet her, hvor pumperne er leveret gennem vvs-grossisten Brødrene Dahl i Herning og fragtet til København og monteret af Midtjydsk Montage ApS.” Det er Morten Vinther, der har formidlet kontakten mellem de involverede.

Udstillingen har fået fremragende anmeldelser og er også blevet en stor publikumssucces. Den løber indtil 29. november 2015, og indtil da er der fuld tryk på pumperne fra Grundfos.

Danmarks eneste drypstenshule
De store mængder vand, der trænger ind gennem betonen, er det vand, der gør Cisternerne til Danmarks eneste drypstenshule. Når vandet presser sig igennem betonen, trækker det kalk med ud og danner drypsten. Det er samme proces som i en naturlig drypstenshule – bortset fra at det går ti gange så hurtigt i Cisternerne.
Læs mere på www.cisternerne.dk


    Facebook Twitter LinkedIn Technorati

Emne:

Den typiske Grundfos-pumpe sørger for at tilvejebringe eller bortskaffe vand og opererer oftest i al ubemærkethed, selvom der er tale om internationalt berømmet ingeniørkunst. Men nu har 28 Grundfos-pumper fået en central rolle i installationen ”H”, der er skabt af kunstneren Ingvar Cronhammar. Installationen vises i Cisternerne – Københavns gamle drikkevandsreservoir, som ligger under Søndermarkens grønne græs på Frederiksberg.

Sted:

Cisternerne – Københavns gamle drikkevandsreservoir

Virksomhed:

Grundfos DK A/S