Alfa Laval sætter pris på innovativt partnerskab

24. oktober 2016

Alfa Laval sætter pris på innovativt partnerskab

Vores evne til at levere energieffektive pumper, produktudvikle og yde global support er værdsat af Alfa Laval. Og virksomheden har brug for stærke relationer. Alfa Laval er nemlig førende inden for varmeforsyning og udstyr til separation og håndtering af væske.

Et af Alfa Lavals mange kompetencecentre ligger i Kolding. Her fokuserer man primært på at udvikle løsninger til fødevareindustrien. I samme bygning finder man også den globale afdeling for indkøb af pumper til andre forretningsområder. Virksomheden, som har specialiseret sig i transport af varme samt udstyr til separation og håndtering af væske, skal bruge en lang række forskellige pumper, og i deres jagt på de bedste løsninger beder de ofte Grundfos om at udvikle noget, der opfylder et specielt behov.

Jan Dohn fra Alfa Lavals afdeling Global Strategic Purchasing er ansvarlig for partnerskabet med Grundfos, og han er klar i mælet, når han skal beskrive samarbejdet.

- Grundfos har fantastiske produkter, som er meget energieffektive. Derudover har virksomheden en unik evne til at være innovative og udvikle løsninger på de udfordringer, vi står over for, fortæller han og understreger, at det globale setup er en lige så vigtig parameter for samarbejdet.

Den foretrukne pumpeleverandør
Grundfos sælger en bred vifte af forskellige pumper til Alfa Laval og virksomhedens underleverandører. Cirkulationspumper indbygget i små varmevekslere til fjernvarme og doseringspumper bygget ind i kedler til skibe for blot at nævne to eksempler. Andre forretningsområder er pumper til transport og cirkulation af vand til løsninger inden for papir- og mineindustrien.

- Grundfos er vores foretrukne pumpe­leverandør, hvilket betyder, at virksom­heden har de produkter og den knowhow, vi efterspørger. Vi har en global indkøbsaftale, så uanset hvilket forretningsområde hos Alfa Laval, der fornyer en applikation eller udvikler et nyt produkt, skal vi finde ud af, om Grundfos kan levere et produkt, som lever op til deres krav, fortæller Jan Dohn.

Nye udviklingsprojekter

Jan Dohn forklarer, at noget af det, Alfa Laval sætter størst pris på i samarbejdet er den gode kommunikation mellem de to virksomheder.

- Grundfos er gode til at holde os opdateret om, hvilke af deres produkter vi kunne være interesserede i til et givet formål. Det gælder også for nyudviklede løsninger, hvor Grundfos sørger for at holde os ajour fra et tidligt tidspunkt, siger han.

Et af de områder, hvor Grundfos og Alfa Laval har samarbejdet meget tæt i flere år, er skibsbranchen. Og lige nu har de gang i et udviklingsprojekt om ballastvand. For at undgå, at invasive arter spredes rundt i verden, er det nødvendigt at rense ballastvand, inden det pumpes ud, når skibet lægger til kaj.

- Her har vi et godt eksempel på Grundfos' innovative tilgang, hvor teknikerne ændrer på en pumpe, så den opfylder vores krav, siger han.

Regional Sales Director Ole Gerlich fra industrisegmentet hos Grundfos understreger, at man for at få succes skal kunne tilbyde kunderne brugertilpassede produkter, som er energieffektive, samtidig med at man giver dem god service.

- Ved at arbejde sammen med markedsførende virksomheder som Alfa Laval er vi tvunget til at holde os på tæerne. Vi er glade for, at vores service har givet os en Supplier Innovation Award, og jeg er sikker på, at det vil styrke vores samarbejde yderligere fremover, fortæller han.


    Facebook Twitter LinkedIn Technorati