Afgørende samarbejde mens Day Zero nærmer sig

05. februar 2018

Sydafrika

Cape Town i Sydafrika står overfor alvorlige vandudfordringer. Længerevarende tørke og en lavere mængde nedbør end tidligere dræner byens vandforsyning. Offentlige og private interessenter mødes nu for at finde en løsning.

16. april. Det er dagen, hvor det vurderes, at der bliver lukket ned for Cape Towns vandforsyning indtil regnen kommer igen. Det vil føre til en situation, hvor den sydafrikanske bys 3,5 millioner indbyggere skal til at stå i kø ved vandposter  placeret rundt omkring i byen for at få en smule vand.

Indbyggerne mærker dog allerede nu konsekvensen af den alvorlige vandmangel, da vandet bliver rationeret. En indbygger i Cape Town får således kun tildelt 50 liter vand om dagen.  Til sammenligning vurderer Politiken, at en dansker i gennemsnit bruger 106 liter vand om dagen.

Lokale myndigheder, vandforsyningsselskaber og andre vigtige aktører arbejder uafbrudt på at finde mulige løsninger, der kan afhjælpe situationen og Grundfos er med.

- Vi følger selvfølgelig situationen nøje og er i dialog med vores partnere og kunder, samt myndighederne for at finde ud af, hvad vi kan gøre for at løse krisen, siger Hennie Hanekom, Branch Manager i Cape Town, Grundfos.

Vandkrisen skyldes, at en længerevarende tørke falder sammen med en 3-årig periode, hvor området omkring Cape Town har fået en betydelig lavere mængde nedbør end tidligere. Sammen er tørken og den manglende nedbør med til at dræne vandforsyningen ved effektivt at tørlægge vandreservoirerne i byen.

Vandkrisen rammer ikke kun Cape Town. Omkringliggende byer risikerer at stå overfor Day Zero inden den 16. april.