Bæredygtig pumpenyhed vinder pris

08. november 2012

Bæredygtig pumpenyhed vinder pris

Grundfos’ store cirkulationspumpe MAGNA3 var blandt de forreste i et rekordstort felt og vandt Bæredygtighedsprisen ved Ingeniørens Produktpris.

Den er udviklet for at sætte trenden inden for energieffektivitet, og den bygger på et solidt stykke forskningsarbejde; videreudviklingen af Grundfos-succesen MAGNA3. Derfor er det da også en stor glæde for Group Vice President Lars R. Enevoldsen at kunne konstatere, at endnu en prestigefyldt pris tilfalder produktet, nemlig Bæredygtighedsprisen ved Ingeniørens Produktpris.

- Det er en anerkendelse af, at vi er lykkedes med vores strategi i forhold til udvikling af energieffektive produkter. Vi er stolte af at være blevet udvalgt blandt mange andre stærke kandidater, siger han, med henvisning til de 62 produkter, der udgjorde feltet, der i år var i spil til de ni priser.

Gennemprøvet koncept med banebrydende nytænkning
I Ingeniørens omtale af MAGNA3 fremhæves produktets trådløse interface, Grundfos GO. Det giver brugeren mulighed for at styre pumpen via for eksempel en smartphone eller en iPad. Et unikt system, der giver en brugervenlig tilgang til en meget avanceret teknologi.

- Vi har i årevis arbejdet med at udvikle og producere nogle af de mest energieffektive pumper, der findes. Med udviklingen af MAGNA3 har vi nået et nyt, højere niveau. Det er et meget avanceret produkt, og vi fandt det naturligt at inddrage den mobile teknologi for at skabe en brugerflade, hvor man lettere kan få det maksimale ud af produktets energieffektive egenskaber, fortæller Lars R. Enevoldsen.

Anerkendelse af målrettet indsats
Bæredygtighedsprisen ved Ingeniørens Produktpris er den fjerde pris, MAGNA3 har vundet, siden lanceringen i august måned i år.
Derudover er det blevet til en Danish Design Award og to produktpriser i Tyskland.
Lars R. Enevoldsen glæder sig over, at produktet er blevet bredt anerkendt for sine bæredygtige, teknologiske og designmæssige egenskaber.

- Jeg er overrasket over, at det er gået så hurtigt, men jeg er ikke overrasket over, at MAGNA3 har været så stor en succes. Der er mange, der har arbejdet hårdt for at skabe det bedste produkt. Derfor er det en stor tilfredsstillelse, at den bliver så godt modtaget, såvel i ingeniørbranchen som på markedet, hvor vi ved, efterspørgslen er stor, siger han.


    Facebook Twitter LinkedIn