Bæredygtige resultater kommer frem i lyset

16. juni 2015

Bæredygtige resultater kommer frem i lyset

3,5 milliarder sparede kWh for vores europæiske cirkulationspumpe-kunder, vores eget energiforbrug er sænket med 3 procent og vores vandfodaftryk med 6. Det er nogle af overskrifterne fra vores nyligt udgivne bæredygtighedsrapport.

Et af de strålende eksempler fra rapporten går på den forskel Grundfos og vores produkter gør for vores omverden. Fra 2005 til 2014 indikerer salget af vores energieffektive cirkulationspumper i EU, at elektricitetsbesparelser i nærheden af 3,5 milliarder kWh kan opnås. Og det er bare en af de måder, Grundfos gør en positiv og bæredygtig forskel for vores omverden.

Rapporten afslører også, at vi selv drager nytte af vores ambitioner, mens vi bidrager til bæredygtig udvikling. I 2014 har vi således reduceret vores eget energiforbrug med 3 procent, mens vores vandfodaftryk er blevet reduceret med 6 procent sammenlignet med 2013.

De flotte reduktioner på elektricitetsforbruget og et noget lettere vandfodaftryk er dog ikke det eneste, der er på menuen. En helt ny menneskerettighedspolitik er også blandt de iøjnefaldende tiltag i vores nyligt udgivne bæredygtighedsrapport.

- Bæredygtighed rækker ud over vores miljømæssige aftryk. Vi stræber efter at være en attraktiv og sikker arbejdsplads, hvor vores medarbejdere trives. Derfor er vi stolte af at antallet af arbejdsskader er blevet markant reduceret. Nok så vigtigt har vi i 2014 lanceret vores menneskerettighedspolitik, der udstikker hvad de betyder i en Grundfos-kontekst og hvad vi forventer af vores samarbejdspartnere og andre interessenter, siger Pernille Blach Hansen, Group Vice President, Quality and Sustainability.

Rapporten bygger på vores seks fokusområder: bæredygtige produktløsninger, medarbejderkompetencer, miljømæssigt fodaftryk, arbejdspladsen, samfundet og ansvarlig forretningsopførsel. Den er en del af vores længerevarende samarbejde med FN i at fremme bæredygtighed og fungerer som vores måde at afrapportere på.


    Facebook Twitter LinkedIn