Carsten Bjerg kåret som Årets Leder

20. november 2012

Carsten Bjerg kåret som Årets Leder

Koncernchef Carsten Bjerg blev 20. november kåret som Årets Leder 2012. Det skete i konkurrence med fire andre prominente ledere og alle danskere har kunnet stemme på deres favorit. Titlen er Danmarks fornemste lederpris og bliver uddelt af interesseorganisationen Lederne. Det er 11. gang, at en dansk leder bliver kåret.

- Det er en ære. Men sådan en pris får man kun, hvis man står i spidsen for succesfulde organisationer. Jeg tager det som udtryk for, at Grundfos klarer sig godt. Der er lagt mærke til Grundfos’ resultater, og så må konklusionen have været, at så må der da være et eller andet, som ham Carsten gør rigtigt, siger en stolt Carsten Bjerg.

Til grund for nomineringen ligger blandt andet Carsten Bjergs store indsats for udvikling af nye talenter. Grundfos har et globalt talentudviklingsprogram, der er dybt integreret i forretningens behov og skal være med til at sikre den fremtidige vækst. Det sker blandt andet på The Poul Due Jensen Academy, som siden 2001 har tilbudt kompetenceudvikling af virksomhedens ledere og medarbejdere.

- Jeg tror på, at der bliver lagt mærke til det, man laver. Det er jo ens resultater, der bør tælle. Man kan ikke snakke sig til en god karriere og et godt job. Der skal præsteres noget. Mit råd til unge lederaspiranter er, at de først og fremmest fokuserer på at løse opgaverne og ikke bruger tid på at positionere sig selv. De skal nok blive lagt mærke til, hvis de passer deres arbejde. Der vil altid være brug for folk, der kan løfte større opgaver, end dem de sidder med lige nu, siger Carsten Bjerg.

I begrundelsen blev der yderligere lagt vægt på, at Grundfos trods lavkonjunktur har opnået stigende omsætning og øget sin markedsandel og, at vi har øget vores investeringer i forskning og udvikling. Det vidner om en innovativ ledelse, der har konstant fokus på at forbedre sin markedsposition.



    Facebook Twitter LinkedIn