En varm forretning i et koldt klima

27. marts 2015

En varm forretning i et koldt klima

For et firestjernet hotel nord for polarcirklen er det vigtigt, at man har en høj grad af driftssikkerhed. Og det er lige netop, hvad Hotel Arctic har fået efter at have investeret massivt i pumper og andet teknisk udstyr. Hotellet har også opnået store besparelser og kan nu desuden bryste sig af at yde et endnu større bidrag til miljøet og den enestående natur i det vestlige Grønland.

I en periode på tre måneder står solen aldrig helt op i Ilulissat, og byens indbyggere må i blot tre timer om dagen stille sig tilfreds med noget, der minder om dagslys. Det er vinter i Grønland, og så sker det ofte, at temperaturen sniger sig ned under 30 minusgrader.
Hotel Arctic ligger i et snefyldt klippelandskab i udkanten af byen. Og da det er det eneste firestjernede hotel nord for polarcirklen – med femstjernede konferencefaciliteter – skal både service og komfort være på det allerhøjeste niveau. Især hvad angår opvarmning og varme brusebade.
"Anlægget skal køre hele tiden. Vi kan ikke tillade os at have nedbrud eller yde dårlig service. Når vores kunder kommer tilbage efter en lang, kold tur på en hundeslæde, forventer de et varmt værelse eller et varmt brusebad. Og hvis vi ikke kan levere det, mister vi dem," siger Erik Bjerregaard, direktør for Hotel Arctic.

På toppen af verden

Erik Bjerregaard har kørt hotellet i 23 år. Det har 85 værelser, og hvert år besøger over 10.500 gæster hotellet med udsigt over Diskobugten.
I kælderen står der et stort oliefyr, som leverer den varme, de mange MAGNA'er og ALPHA'er fra Grundfos distribuerer videre ud i bygningen. Et sæt CR-trykforøgerpumper sørger for, at drikkevandet altid har det rette tryk.
"For os er driftssikkerheden det vigtigste – i enhver henseende. I et klima som vores skal vi kunne stole på udstyret,” bemærker Bjerregaard.

Tilbagebetalingstid på investeringer

For at undgå generende og dyre nedbrud har hoteldirektøren indgået en servicekontrakt med den lokale VVS-installatør "VVS Firmaet". I de sidste fem år har Erik Bak, partner i VVS Firmaet, haft ansvaret for vedligeholdelsen af varme- og vandanlægget samt for andet teknisk udstyr. Et af hotellets mål har været at få et Green Key-certifikat, turistbranchens internationale miljømærke.
"Vi startede med at lave en samlet energivurdering af hotellet og foreslog en plan, der involverede en investering på omkring 135.000 euro med en tilbagebetalingstid på fem år. Men på grund af højere energiomkostninger viste det sig, at tilbagebetalingstiden kun var 3½ år," siger Erik Bak.

Passer på naturen

Lige rundt om bugten ligger en af verdens største isgletsjere: Ilulissat-gletsjeren. På grund af sit enestående økosystem kom den på UNESCOs verdensarvsliste i 2004. Ifølge hoteldirektøren kræver det en bestemt form for opmærksomhed, respekt og agtpågivenhed at leve ved og af en gletsjer.
"Hver gang, vi kigger ud af vinduet, bliver vi mindet om, hvor skrøbeligt et miljø, vi er omgivet af. I løbet af de seneste år har vi kunnet mærke, at temperaturen stiger, at mængden af sne aftager, og at der er mindre is i fjorden. Og det bekymrer os. Så jeg håber, at vi ved at reducere vores energiforbrug kan gøre en forskel og måske endda være med til at vende udviklingen," siger Erik Bjerregaard.


    Facebook Twitter LinkedIn