FN hædrer Grundfos med fornem klimapris

10. december 2015

FN hædrer Grundfos med fornem klimapris

Grundfos vinder den prestigefyldte United Nations’ Momentum for Change Lighthouse Activity Award inden for kategorien ICT. Prisen gives for vandløsningen Lifelink, der giver verdens fattigste en pålidelig forsyning af drikkevand og samtidig skåner miljøet.

Grundfos bliver under klimatopmødet i Paris fremhævet som en innovativ virksomhed, der er med til at afbøde de udfordringer, klimaforandringerne skaber. Sammen med 15 andre initiativer er Grundfos’ bæredygtige vandforsyning, Lifelink, blevet hædret med United Nation’s Momentum for Change Lighthouse Activity Award.

Grundfos fik en af seks priser i kategorien ”Information and Communication Technologies” for at bruge teknologi i sin tilgang til bæredygtig vandforsyning i Kenya og Uganda.

Pålidelig vandforsyning
Koncernchef Mads Nipper, Grundfos, glæder sig over anerkendelsen.

- Prisen bekræfter os i, at det giver god mening at udtænke intelligente, bæredygtige, pålidelige og langtidsholdbare løsninger, der kan forbedre livskvaliteten for mennesker i udviklingslande ved at sikre dem rent vand til en overkommelig pris. Jeg forventer, at FN-prisen vil sikre Grundfos en endnu stærkere position over for politikere, investorer og vandforsyningsselskaber i bestræbelserne på at give flere mennesker lettere adgang til rent drikkevand, siger Mads Nipper.

Bæredygtige vandforsyninger, baseret på solenergi, er en voksende del af Grundfos-forretningen, og senest er pumpeproducenten begyndt at producere to nye -produkter i Lifelink kategorien, i Indien. Det er AQtap, der leverer vand mod betaling og gør det muligt for vandselskabet at kontrollere prisen og sikre vedligehold af vandsystemet, og AQpure, der hurtigt og effektivt renser overfladevand og flodvand til drikkevandskvalitet.

Udstilles i Paris
Grundfos og de andre prisbelønnede tiltag betegnes af FN som Lighthouse Activities, der relaterer sig til et af de fire Momentum for Change-fokusområder. FN betragter dem som nogle af de mest praktiske eksempler på, hvad mennesker, virksomheder, regeringer og industrier gør for at tackle klimaforandringernes økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer.

Mere end 450 initiativer konkurrerede om FN-prisen. De 16, der fik den, bliver udstillet under topmødet.


    Facebook Twitter LinkedIn Technorati