Følsomme sensorer udløser Grundfosprisen

27. september 2013

Følsomme sensorer udløser Grundfosprisen

Grundfosprisen 2013 på 1 million kroner blev i dag tildelt professor, Dr. Sc. Niels Peter Revsbech fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet. Overrækkelsen fandt sted på The Poul Due Jensen Academy i Bjerringbro under deltagelse af blandt andre finansminister Bjarne Corydon og Daniel Sieberg, som er Senior Manager og talsmand for Google.

Niels Peter Revsbech modtog prisen for sin forskning i sensorer samt sammenhængen mellem mikroorganismer og de naturforhold, de lever under. En forskning, som blandt andet har resulteret i banebrydende ny forståelse af verdenshavenes ilt- og kvælstof-kredsløb.

- Det helt unikke ved Niels Peter Revsbech er, at han er både praktiker, opfinder og forsker, og hans arbejde har givet vigtig viden, som forhåbentlig kan bane vejen for nye måder at angribe verdens miljøproblemer på, siger Niels Due Jensen, formand for Poul Due Jensen’s Fond og for bedømmelseskomitéen.

Niels Peter Revsbech betragter Grundfosprisen som et tegn på, at hans arbejde ”har været pengene værd”.

- Det er dejligt at få ros fra erhvervslivet. Prisen og omtalen af den vil gøre det lettere at tiltrække dygtige studerende til mit forskningsområde, siger han.

Gennem sin karriere har Niels Peter Revsbech udviklet mikrosensorer med ekstremt høj følsomhed. De har siden vist sig at være så anvendelige, at de nu fremstilles kommercielt og anvendes af andre forskere. For Niels Peter Revsbechs forskning har de haft afgørende betydning - de gjorde det muligt at forstå verdens omsætning af kvælstof langt bedre.

Den nye viden har medført, at årtiers international forskning på området måtte revideres. Forståelsen giver hidtil ukendte muligheder for på sigt at mindske iltsvindet i verdenshavene og kan blandt andet anvendes til at udvikle nye processer i anlæg til spildevandsrensning.

- Sammen med mine samarbejdspartnere har jeg med et minimalt forbrug af ressourcer været i stand til ret fundamentalt at ændre på opfattelsen af, hvad der foregår i meget iltfattige havområder. Nøglen til forståelsen var en iltsensor, som var 1.000 gange mere følsom end de hidtidige, forklarer Niels Peter Revsbech.

Mens de 250.000 kroner af Grundfosprisen gives som en personlig anerkendelse, er de 750.000 kroner øremærket direkte til forskning. For dem vil Niels Peter Revsbech investere i laboratorieudstyr og købe tid til at koncentrere sig om at udvikle nye og potentielt vigtige sensor-teknikker.

Det er 11. gang, Grundfosprisen uddeles af Poul Due Jensen’s Fond, hvis hovedformål er at sikre den fortsatte drift og udvikling af Grundfos-koncernen, men som også uddeler midler i form af donationer til vandprojekter og lignende. I år uddelte fonden for første gang Poul Due Jensens Studie- og Rejselegater og Poul Due Jensens Innovationspris til medarbejdere i koncernen.

Læs mere om Poul Due Jensen’s Fond og Grundfosprisen her.


    Facebook Twitter LinkedIn