Folkeskolerne i Aarhus sparer på strømmen med nye pumper

24. september 2013

Folkeskolerne i Aarhus sparer på strømmen med nye pumper

Aarhus Kommune skifter gamle, energislugende pumper ud på kommunens folkeskoler med nye pumper fra Grundfos.

Når eleverne på skolerne i Aarhus går i bad efter idræt eller tænder for varmen i klasseværelset, arbejder pumperne på højtryk i skolernes kældre. De gamle pumper bruger alt for meget strøm, og det belaster kommunens og skolernes budgetter. Men det skal være slut nu. Samtlige 51 folkeskoler i Aarhus Kommune skifter de energifrådsende pumper ud med de nyeste og mest energieffektive pumper, der er på markedet.

- Vi har længe haft lyst til at skifte de gamle pumper ud. Både for økonomiens skyld, men også fordi vi vil være energivenlige. Med pumperne fra Grundfos, opnår vi en tilbagebetalingstid på kun tre et halvt år, og det er meget kort tid set med kommunale briller, siger Lars Simonsen, ingeniør i Børn og Unge ved Aarhus Kommune.

Gevinst at hente
Aarhus Kommune undersøgte, hvor stort potentialet var. I alt næsten 600 cirkulationspumper af modellerne ALPHA2 og MAGNA3 skal nu installeres på folkeskolerne, inden året er omme.

- Netop fordi skolernes pumper er så gamle og har et meget højt strømforbrug, var der en umiddelbar gevinst at hente for skolerne, siger Morten Vinther, Sales Engineer fra Grundfos.

Han har været ude på skolerne i Aarhus og er i løbende dialog med kommunen. Netop dialogen er vigtig for Grundfos’ samarbejde med kunderne, da det blandt andet giver mulighed for at vise kunden, hvor meget deres nye, energibesparende pumper faktisk kan.

- Hos os køber kunden mere end pumper, vi sælger løsninger. Det vil sige, at vi vejleder kunden i, hvordan produkterne bruges optimalt, siger han.  


    Facebook Twitter LinkedIn