Fremtiden er sendt til print

08. februar 2018

3D

Vi er klar til at tage 3D-print til et nyt niveau i Grundfos. Fra prototyper til produktion. Et nyt laboratorium holder os forrest i feltet.

Anders J. Overgaard bevæger sig hjemmevant rundt i det ellers spritnye AM laboratorium. ”AM” betyder Additive Manufacturing, og dækker over det, vi i daglig tale kalder 3D-print. Laboratoriet åbnede officielt 1. september, og her fra de store, lyse lokaler proppet med printteknologi, skal Grundfos i fremtiden udforske mulighederne inden for teknologien, og introducere den industrielt.

Vi har arbejdet med 3D-print i mere end 10 år, men hidtil har det kun været i forbindelse med prototyper. Med laboratoriet har vi muligheder for at introducere flere materialer, herunder metaller, og det åbner for helt nye udsigter.

- Når vi kan arbejde i flere materialer, som eksempelvis metaller, kan vi bruge det til at lave værktøjer, men også til at lave mere komplicerede komponenter og moduler til vores produkter, der blandt andet kan være med til at forbedre deres præstation, forklarer Thorsten Brorson Otte, der er manager i Advanced Manufacturing Engineering og en del af holdet i AM lab.

Han suppleres af Anders J. Overgaard, der har arbejdet med prototyper hos Grundfos i mere end 30 år:

- Det har også en kæmpestor indflydelse på vores produktionstid. For 30 år siden tog det måske fire-fem uger at fremstille en prototype. For 20 år siden var det fire-fem dage. Nu kan vi gøre det på fire-fem timer, forklarer han.

Komplekse geometrier
Det er dog ikke bare hastigheden i fremstillingen af prototyper, der har fået et nøk opad. Det samme har kompleksiteten i de modeller, vores udviklere og designere kan introducere i produkterne.

- Vi kan introducere endnu mere komplicerede geometrier i vores udviklings- og designarbejde, og det vil gøre os i stand til at tilbyde endnu bedre produkter til vores kunder fremadrettet, siger Ernst Lutz, Group Executive Vice President, Business Development.

Han forklarer desuden, at teknologien også åbner for at udnytte materialer, som eksempelvis metaller, i andre sammenhænge end hidtil, hvilket igen åbner døre for at tilføje nye elementer i udviklingsarbejdet.

De nye muligheder investeringen i 3D-print giver Grundfos, er også med til at bringe et smil på læben hos Stéphane Simonetta, Group Executive Vice President i Operations:

- Additive Manufacturing åbner nye muligheder for os i vores forretning, og giver os eksempelvis mulighed for at kunne levere komplicerede løsninger endnu hurtigere til vores kunder, lyder det.

Han understreger også, at netop evnen til at introducere ny, avanceret produktionsteknologi er noget af det, der giver Grundfos en konkurrencemæssig fordel i fremtidens varierede og udfordrende markeder.

- Samtidig kan vi introducere endnu flere varianter, og skabe skræddersyede løsninger i høj kvalitet.

Nye muligheder i topkvalitet
I et af laboratoriets tre rum bevæger printerhovedet sig systematisk frem og tilbage over pladen. Et grønligt lys afslører konturerne af en løber. Den er ved at blive fremstillet i plastic, eller måske rettere polymer. Det materiale har vi arbejdet med gennem en del år, men takket være mere avanceret udstyr, er processen i dag endnu hurtigere, end da vi startede.

- Noget af det, vi virkelig ser frem til efter vi har foretaget en investering i vores kapacitet i 3D-print, er at få mulighed for at arbejde med mange flere materialer in-house som eksempelvis metaller. Det gør os i stand til at printe og producere dele, vi kan bruge i vores produkter, som vi ellers ikke ville kunne fremstille ved hjælp af andre processer. Eksempelvis kan vi med printteknologien fremstille emner i ét stykke, som ved andre fremstillingsprocesser ville være lavet i flere. Det giver øget robusthed og højner kvalitet og præstation, forklarer Thorsten Brorson Otte.

Han tilføjer, at 3D-print også udmærker sig ved at være særdeles ressourceeffektivt, da man ikke bruger mere materiale, end præcist det, der skal til for at printe et emne. Og at eventuelt overskudsmateriale for en stor dels vedkommende let kan genanvendes.

Forrest i feltet
Printerens grønlige lysstråler blander sig med sollys fra vinduerne i laboratoriet, og arbejdet med at fremstille emnet skrider fremad. For hver tur, printerhovedet tager, bygges et nyt lag på emnet. Løberen er færdig efter knap 400 lag er lagt på. I de andre rum står de nye investeringer, der inkluderer et dual-laser-system til print i metal, og et nyt polymer print system. De er dele af den vigtige investering, der har flyttet Grundfos frem forrest i feltet.

- I en industriel kontekst, er vi blandt frontløberne. Ikke mindst, når man ser på de selskaber, vi normalt sammenligner os med. Jeg er meget spændt på at fortsætte arbejdet med at udforske og udnytte de unikke muligheder, vi giver os selv med dette laboratorium, fastslår Thorsten Brorson Otte og fortsætter:

- Fremtiden er sendt til print, og den indeholder såvel pumper som produktionsværktøjer, lige fra støbeværktøjer til robotgribearme. Hvis det kan designes, kan det printes.