Grundfos med på VandTek 2016

15. september 2016

VandTek 2016

Der venter danske og internationale branchefolk en meget anderledes messeoplevelse, når Lokomotivværkstedet i København fra den 20. til den 22. september danner rammerne for VandTek 2016. Grundfos vil i samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Geo vise de besøgende, hvordan fremtidens løsninger inden for vandforsyning, spildevandsløsninger, klimatilpasning og geoenergi spiller sammen over og under jorden.

En messestand i to etager er set før. En messestand med kælder hører til sjældenhederne, men på VandTek 2016 inviterer Grundfos de besøgende til at studere nogle af funktionerne inden for drikkevandsboringer, grundvandssænkning, grundvandsbaserede køle-/varmeløsninger og spildevandsløsninger i sit rette niveau. Og der er adskillige nyheder at finde – både over og under jorden.

Godt nyt til vandforsyningsselskaberne
Der bliver mulighed for nærkontakt med nogle af fremtidens løsninger inden for vandforsyning, lover senior salgsingeniør Poul Bøgelund fra Grundfos, Team Vandforsyning. Det gælder bl.a. en helt ny motorteknologi til tørt opstillede, omdrejningsregulerede pumper som f.eks. Grundfos Hydro MPC og Grundfos NBE-pumper. ”Vi udstyrer pumperne med permanentmagnet-motorer, hvilket vil give yderligere energibesparelser på ca. 10 % i forhold til den bedste, hidtil anvendte EI3-motor,” forklarer salgsingeniøren.

Under ’jorden’ på standen bliver der lejlighed til at se Grundfos medium SP-dykpumpen i sin rette position. Pumpen opfylder de skrappe EU-normer for energibesparelser og henvender sig til små og mellemstore vandværker.

GRUNDFOS BACMON er navnet på en anden nyhed, som har vakt stor international opmærksomhed. Det er et online sensor-system, der måler bakterieindholdet i  drikkevandsledninger. Hvert 10. minut sendes en pilotstrøm af vand hen over en sensor, som ved hjælp af 10.000 enkeltbilleder sammensætter et 3D-billede, som computeren bruger til at analysere vandets indhold af bakterier. Sker der forandringer i indholdet, sender systemet online en alarm, så udpumpningen kan standses og årsagen undersøges.

På standen vil de besøgende også kunne se, hvordan et Grundfos Pump Audit gennemanalyserer et eksisterende anlæg og udregner, hvordan nyinvesteringer kan betales tilbage gennem energibesparelser – ofte på kun ganske få år. Også andre serviceydelser er i fokus, når Grundfos tilbyder vedligeholdelsesaftaler på tilsyn af komplette pumpeinstallationer. ”Vi oplever en stærk stigning af forsyningsselskaber, som får færre ressourcer til rådighed, og som derfor overlader den løbende overvågning og servicering til os,” fortæller Poul Bøgelund.

På forkant med fremtidens spildevandsløsninger
Også Tom Thomsen, der er salgschef for spildevandsløsninger til forsyningsselskaberne, lover godt nyt til spildevandssektoren på VandTek 2016. Grundfos præsenterer fx Dedicated Controls i et avanceret styringsskab, der bl.a. indeholder de første versioner af nye features til kampen mod et af tidens helt store fokusområder: Svovlbrinte-problemer i spildevandsbrønde og ledningsnet.”

Systemet får via en målesonde signaler fra brønden eller nettet om mængden af svovlbrinte. Signalerne styrer en doseringspumpe, der enten fjerner problemet ved at tilsætte kemikalier eller tilfører luft. På sigt vil et algoritme-baseret system kunne forudse problemerne, før de opstår,” forudsiger en tilfreds salgschef, der ligeledes ser frem til i fuld størrelse at kunne præsentere måske verdens største formstøbte pumpebrønd med en diameter på 1700 mm og en dybde på op til 6 meter. Den formstøbte løsning med integreret sump og banketter giver PS 1700-brønden en meget konkurrencedygtig pris uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Desuden møder messegæsterne en opdateret og meget effektiv version af SEG-knivpumpen med AUTOADAPT, der med sin integrerede styring gør både servicering og fejlfinding meget enkel.

Grundfos har også fokus på klimasikring, og på messen kan de besøgende se nærmere på de propelpumper, som på kort tid er i stand til at flytte store mængder vand på steder med lille modtryk. ”Skybrud og oversvømmelser giver store udfordringer mange steder, og her kan propelpumperne hjælpe med at flytte vand, som man ellers ikke kan komme af med på en naturlig måde,” fortæller Tom Thomsen.

Der bliver også lejlighed til at se nærmere på membranbaseret spildevandsrensning, når eksperter fra Grundfos BioBooster præsenterer det internationalt anerkendte system på VandTek 2016.

Grundfos og Geo præsenterer koncept for ATES-løsninger
Turen under jorden på VandTek 2016 starter på Grundfos-standen og ender hos det rådgivende ingeniørfirma Geo, der bl.a. har specialiseret sig i geoteknisk rådgivning, grundvands- og boreteknik samt miljørådgivning.

Interessen for geoenergi-løsninger er stærkt stigende i disse år, men kravene til meget grundige forundersøgelser, der skal sikre, at drikkevandsressourcer og vandgennemstrømning ikke påvirkes, betyder, at ATES-projekter – forkortelsen for Aquifer Thermal Energy Storage – typisk involverer flere parter. Men den proces har et nyt samarbejde mellem Grundfos og Geo nu forenklet, fortæller Lars Hjortshøj Jacobsen, der er seniorprojektleder og teamchef for geoenergi hos Geo.

”Det betyder, at vi hos Geo nu tilbyder en pakkeløsning med forundersøgelse, ansøgning, boring og installation af styringer og pumper fra Grundfos. Det kan bl.a. anvendes til etablering af fjernkøleanlæg til bygninger og netværk, hvor varmen fra køleprocessen gemmes i undergrunden til opvarmningsformål senere,” forklarer teamchefen.

Samarbejdet omfatter også udviklingen af en standardiseret løsning til grundvandssænkning i byggegrupper samt en plug-and-play løsning til indvinding af vand samt trykforøgning i spildevandsløsninger.

De besøgende på VandTek 2016 kan høre mere om resultaterne af samarbejdet, ligesom Lars Hjortshøj Jacobsen og hans kolleger fortæller, hvordan et dataarkiv over alle virksomhedens boringer gennem 70 år kan udnyttes af bl.a. arkitekter og kommuner i arbejdet med klimatilpasning. 


    Facebook Twitter LinkedIn Technorati