Grundfos spottede internationale studerende

16. november 2012

Grundfos spottede internationale studerende

Den årlige Grundfos Challenge er blevet globaliseret og er nu en konkurrence mellem de bedste studerende i USA, Kina og Danmark. Målet er at skabe en platform for innovative ideer, styrke samarbejdet med de bedste uddannelsesinstitutioner og ikke mindst at markedsføre Grundfos som en attraktiv arbejdsplads.

Der blev kæmpet til det sidste. I Kina, USA og Danmark dystede 36 hold ingeniør- og økonomistuderende om at komme i finalen af Grundfos Challenge som finder sted til marts næste år. 12 hold er nu videre i konkurrencen, hvor hovedpræmien er på 2 x DKK 75.000.
Det er syvende gang, at Grundfos udfordrer studerende til at dyste i viden, samarbejde og innovation - tilsat en vinkel fra Grundfos. I år er konkurrencen udvidet med de to nye lande og en prækvalificering, der giver adgang til finalen næste år.
Og der blev kæmpet hårdt til langt ud på de tidlige morgentimer, inden holdene skulle aflevere deres opgaver.

- Grundfos Challenge giver de studerende en enestående mulighed for at gøre teorien fra deres uddannelser til praksis. Det gør de ved at give det bedste bud på en innovativ løsning på en case fra Grundfos. Samtidig kigger vi dem over skuldrene for at spotte fremtidens talenter. Det ved de godt, og det øger presset, fortæller Lisbet Thyge Frandsen, Group Senior Vice President.

Øget marked, øget tilstedeværelse
Grundfos Challenge bygger på en autentisk case. I år var opgaven at give et innovativt bud på, hvordan nye teknologier og forretningsmodeller kan være med til at spare på energiforbruget og begrænse vandspild.
De 12 hold der nu er gået videre skal dyste om præmien på 2 x DKK 75.000 - samt en særlig Innovations Pris på DKK 15.000.

- Grundfos vækster i udlandet, og med en global Grundfos Challenge ønsker vi at skabe en større rekrutteringsplatform for at kunne tiltrække de bedste talenter der hvor vi vokser, fortæller Lisbet Thyge Frandsen, og fortsætter:

- Grundfos har udviklingsafdelinger over alt i verden – blandt andet i disse tre lande, og det giver også dem et nyt syn på, hvordan vi kan løse de udfordringer verden står over for, siger Lisbet Thyge Frandsen.


    Facebook Twitter LinkedIn