Kinesiske borgmestre på skolebænken i Danmark

10. september 2015

Den kinesiske delegation blev modtaget på DTU af blandt andre den kinesiske ambassadør i Danmark, Liu Biwei (anden fra venstre), Rektor for DTU, Anders Overgaard Bjarklev (i midten) og General Manager for Grundfos China, Humphrey Lau (til højre).

DTU og Grundfos har netop nu besøg af 17 kinesiske borgmestre, der over de næste to uger skal lære mere om vores syn på vandforsyning, spildevandshåndtering og bæredygtige miljøløsninger. Besøget er den første af sin art og målet er at lægge bunden for et tæt samarbejde i fremtiden.

De 17 kinesiske borgmestre repræsenterer tilsammen godt 90 millioner borgere i den kinesiske provins Guangdong og skal i de kommende to uger på rundtur til en række danske byer for at blive klogere på miljø, bæredygtighed og energieffektive løsninger.
Besøget er en del af ”Chinese Mayors Training Program”, der er udarbejdet af Grundfos i samarbejde med Chinese Association of Mayors, Tsinghua Universitet, State of Green og Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor borgmestrenes program starter.

- I 2050 vil mere end 50 procent af verdens befolkning bo i byer. Det giver anledning til nye og tiltagende udfordringer så som mangel på adgang til energi, rent vand og ren luft. Hos DTU har sådanne udfordringer høj prioritet, og jeg er er overbevist om, at træningsprogrammet her i Danmark er en gylden mulighed for at partnerne kan dele læring, oplevelser og viden, siger Rektor for DTU, Anders Overgaard Bjarklev.

En seriøs bæredygtighedsspiller


De kinesiske borgmestre ved på forhånd, at Danmark kan levere bæredygtig vandteknologi. Og selv om Grundfos allerede er stærkt repræsenteret i Kina, så har delegationsbesøget et stort potentiale:

- De seneste fem år har vi arbejdet meget seriøst med den offentlige sektor i Kina, der har vokset sig til en stor kunde og står for en tredjedel af vores omsætning. Med dette program gør vi en ekstra indsats for at brande os som en seriøs bæredygtighedsspiller, siger General Manager for Grundfos China, Humphrey Lau.

Dybere gensidig forståelse

Den kinesiske ambassadør i Danmark, Liu Biwei, var til stede, da borgmestrene officielt blev budt velkommen på DTU i København. Han er meget positiv over for besøget og henviser til at forholdet mellem Danmark og Kina er historisk godt.

- Kina er i udvikling og ændrer sig hver dag. Derfor har vi brug for alle de gode, moderne løsninger fra hele verden og jeg er sikker på, at når de to uger er gået vil borgmestrene have en dybere forståelse for Danmark og have lært meget af landet, siger Liu Biwei.

De kinesiske borgmestre skal ud over København også besøge Aarhus, Odense, Viborg, Samsø og Kalundborg kommune.


    Facebook Twitter LinkedIn Technorati