MAGNA3 er vinder af Danish Design Award

28. september 2012

Peter Røpke modtog prisen sammen med Steen Tøffner-Clausen, Morten Sofussen og Henning Nørregaard Jensen. Tilstede var blandt andre også kulturminister Uffe Elblæk og tv-vært Anders Breinholt.

Den nyudviklede cirkulationspumpe hædres for at være med til at konsolidere Grundfos som en virksomhed, der sætter handling bag ordene, når det handler om innovation, bæredygtighed og design

24 produkter og løsninger var nomineret inden for seks kategorier, da Danish Design Award 2012 blev uddelt ved et arrangement i Dansk Design Center i København torsdag. MAGNA3 blev kåret som vinder i kategorien Industrielt Design, business-to-business.

Markedets laveste energiforbrug
MAGNA3 beskrives af Dansk Designcenter som den cirkulationspumpe, der har markedets laveste energiforbrug i forhold til sin størrelse. Ifølge juryen giver den sit meget konkrete bidrag til at reducere energiforbruget for cirkulationspumper, som ellers kan være store energislugere.

”MAGNA3-pumpeserien er designet, så pumperne har en hidtil uset høj virkningsgrad og effekt, der konstant tilpasses efter behov. Yderligere er der fokus på brugervenlighed ved installation, indstilling og overvågning, der understøttes af interaktion mellem pumpe og f.eks. smartphones. MAGNA3 er med til at konsolidere Grundfos som en virksomhed, der omsætter fokus på innovation, bæredygtighed og design til handling”, lyder det i juryens begrundelse.

Succesen bekræftet
Group Executive Vice President Peter Røpke glæder sig over, at juryens udtalelse harmonerer fint med Grundfos’ egen begrundelse for at udvikle den.

- Vi ønskede at sætte standarden på markedet og hæve designet til et højere niveau. Det er rart at blive bekræftet af andre i, at det er lykkedes, siger han og adresserer anerkendelsen videre til medarbejderne:

- Jeg ved, at rigtig mange medarbejdere har arbejdet meget hårdt med det her udviklingsprojekt, og dem vil jeg gerne benytte lejligheden til at rette en stor tak til.

Prisen har efter Peter Røpkes opfattelse betydning for Grundfos både internt og eksternt.

- Internt kan anerkendelsen virke som en kraftig motivation til at fortsætte i det spor, vi nu har lagt for fremtiden. Og eksternt kan prisen understøtte fortællingen om de værdier og visioner, Grundfos bygger sin virksomhed på.

Bag det prisvindende design står Senior Designer Morten Sofussen som hoveddesigner, mens Program Manager Steen Tøffner-Clausen, Product Manager Uffe Stæhr og Discovery and Design Manager Sara Schøler Lass har været design-godkendere.

Dansk Design Center udvikler og formidler viden om design og arbejder for at fremme brugen af strategisk design i danske virksomheder og offentlige institutioner.

Gå til produktsektionen og lær mere om MAGNA3


    Facebook Twitter LinkedIn