Pladsmangel er bare en udfordring i Kina

09. oktober 2012

Pladsmangel er bare en udfordring i Kina

Over de kommende år vil flere og flere kinesere flytte til storbyerne. Det giver et øget behov for spildevandsløsninger, men mindre plads at installere dem på. Det klarer Grundfos.

Frem mod år 2020 forventes det, at 150 millioner kinesere vil skifte tilværelsen som landboer ud med en ny som bybo. Ikke mindst de allerstørste storbyer som Shanghai og Beijing forventes at vokse markant.

Det giver et øget behov for vand, og det giver et øget behov for at komme af med spildevand på den mest hensigtsmæssige måde. Hvad det ikke giver, derimod, er mere plads til at installere spildevandsløsningerne på. Det har Grundfos en løsning på – præfabrikerede pumpestationer.

- Det var lidt af en hovedpine, Grundfos hjalp os af med, da de præsenterede os for de præfabrikerede pumpestationer. Det er alle tiders løsning til beboelsesområder med et stort vandforbrug og meget lidt plads, fortæller en repræsentant for Heiqning Town Government i Shanghai om den Grundfos-løsning, der skal hjælpe de 48.000 indbyggere i området af med deres spildevand.

Perfekt i en presset situation
Den nye bydel ligger lige ved mundingen af Yangtze floden, og placeringen ud til vandet er en medbestemmende faktor i forhold til, at pladsen, der kan bygges på, er begrænset. Eksempelvis var der ved en af pumpestationerne kun godt en kvadratmeters ledig plads at bygge på.

På bygningstidspunktet var projektet det første af sin art i Kina.

Men i et land, hvor pladsen i storbyerne i høj grad er plads, der skal udnyttes til fulde, er perspektiverne store.

- Projektet her viste sig i meget høj grad at være en døråbner for os, hvor vi har kunnet præsentere en løsning med et stort potentiale for det kinesiske marked. Det her var kun begyndelsen. For øjeblikket arbejder vi på at udvide kloaknetværket i den samme bydel, og nogle af dens nabobydele i Shanghai, fortæller Terry Zhang, der er salgsingeniør hos Grundfos i Shanghai.

Grundfos leverede i alt tre forskellige pumpestationer, komplet med spildevandspumper og kontrolsystemer.


    Facebook Twitter LinkedIn