Royal opmærksomhed til vores produkter i Australien

30. oktober 2013

Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary flankeret af Grundfos-motor- og pumpe. Foto: Daniel Boud.

Operahuset i Sydney fejrer lige nu sit 40-års jubilæum. Blandt andet ved at udstille noget af det bedste, danske design. Med Grundfos-produkter blandt de udvalgte.

Kronprinsparret deltog, da operahuset i Sydney fejrede sit 40-års jubilæum. Det skete blandt andet ved at fremhæve sin forbindelse til Danmark via arkitekt Jørn Utzon, der tegnede verdensikonet. En af de tilknyttede begivenheder var en designudstilling med titlen Danish Design at the House, hvor produkter og designikoner fra 25 danske virksomheder var på udstilling, med bidrag fra Grundfos.

- Det at deltage i Danish Design at the House har givet Grundfos en mulighed for at vise noget af vores nyeste pumpeteknologi, med fokus på innovation, bæredygtighed og design. De tilbagemeldinger, vi får, viser, at udstillingen har hjulpet os med at styrke vores profil i Australien, siger Steen Holm Jensen, administrerende direktør hos Grundfos Australien.

Grundfos udstillede den nye MGE motor, der er den mest energieffektive motor, virksomheden til dato har udviklet. Den er blandt andet udstyret med nogle prædefinerede kontrolmuligheder, inden for eksempelvis konstant tryk, proportionalt tryk og konstant niveau, der gør det lettere at sammensætte motoren med andre applikationer. Under udstillingen var motoren sammensat med en CR-pumpe.

Kronprinsparret gjorde holdt ved Grundfos-standen, hvor de fik en kort introduktion til fordelene ved den nyeste teknologi.

Ved festlighederne var Grundfos repræsenteret af Poul Due Jensen, Regionaldirektør i Asia Pacific, Bala Thuraisingam, General Manager hos B.K.B. Solutions og Steen Holm Jensen, administrerende direktør hos Grundfos Australien.

Blandt de danske virksomheder, der udstillede, var desuden Lego, Bang & Olufsen og Bodum.


    Facebook Twitter LinkedIn