Rummelighed imponerer minister

19. september 2014

Mette Frederiksen fik blandt andet lejlighed til at tale med Ivan Raaby Laursen om hans arbejde hos Grundfos.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fik torsdag et indblik i, hvordan hverdagen er for mennesker, som Grundfos tilbyder job, selv om de ikke kan klare et almindeligt arbejde. Endnu flere med nedsat erhvervsevne vil møde åbne døre hos virksomheden fremover.

- Den kæmpemæssige indsats, Grundfos gør, bør tjene som inspiration for mange andre. Grundfos er foregangsvirksomhed på området, og jeg kan ikke prise virksomheden nok for det, den gør.

Det var Mette Frederiksens reaktion på, at hun under sit besøg på pumpefabrikken i Bjerringbro blev præsenteret for virksomhedens nye, ambitiøse mål for beskæftigelse af mennesker med reduceret arbejdsevne. I 2020 skal fem procent af medarbejderne i Danmark være ansat på særlige vilkår, og for hvert af årene indtil da er der sat delmål. Det hidtidige mål har været tre procent, og delmålet for 2014 på 3,3 procent blev nået allerede i august.

Når Grundfos ansætter medarbejdere på særlige vilkår, får de blandt andet tilbudt hjælp til at finde ud af, hvad de kan og vil. De får tilknyttet en person, de kan spørge til råds, og de kan få oplæring og undervisning efter behov.

151 ansat på særlige vilkår
Beskæftigelsesministeren stoppede igen og igen op for at spørge ind til medarbejdernes arbejdsopgaver og helbred, mens hun blev vist rundt på to af fleksværkstederne. Grundfos har i alt fem fleksværksteder i Danmark, og de beskæftiger de fleste af de 151 medarbejdere, der lige nu er ansat på særlige vilkår i Danmark, mens andre arbejder i den ordinære produktion og i administrationen.

Mogens Lindhard, der er chef for bæredygtighed i Danmark, kunne fortælle, at hensynet til medarbejdernes individuelle udfordringer har høj prioritet.

- Vi prøver at finde ud af, hvad medarbejderen kan og ikke kan, og vi tilbyder et job, der passer til den enkeltes forudsætninger, og som er til glæde for både medarbejderen og virksomheden. En arbejdsplads med stor mangfoldighed giver alle medarbejdere et bredere perspektiv, og det fremmer kreativiteten og innovationen, sagde han.

Gavner begge parter
Mette Frederiksen fortalte ved afslutningen af sit besøg, at snakken med medarbejderne på fleksværkstederne havde gjort indtryk på hende. De kunne fortælle hende om skader, de havde fået på deres krop i en tid, da der var langt mindre fokus på at lade medarbejderne rotere fra en opgave til en anden for at undgå nedslidning.

- Det, der gjorde størst indtryk, var mødet med en medarbejder, der har slidt på sit helbred, mens han har bidraget til virksomheden gennem mange år. Nu får han en god og værdig afslutning på sit arbejdsliv til glæde for både sig selv og virksomheden, sagde ministeren.


    Facebook Twitter LinkedIn