Sintex viste sig som det gode eksempel

19. september 2017

Sintex

To folketingspolitikere og den lokale borgmester besøgte Sintex i Hobro. Det skete som et led landsdækkende kampagne Rig på Idéer, der arbejder for øget fradrag på forskning og udvikling.

Mandag formiddag åbnede Sintex i Hobro dørene for borgmesteren i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen (V), samt de to folketingsmedlemmer Kim Christiansen og Pia Adelsteen (begge DF). Besøget skete som et led i kampagnen ’Rig på Idéer’, hvor 14 store, danske virksomheder er sætter fokus på et behov for at øge fradrag på privat forskning og udvikling.

Sintex er netop et godt eksempel på, hvad forskning og udvikling i verdensklasse kan skabe i Danmark. I løbet af sin 20-årige historie er virksomheden gået fra seks til knap 200 medarbejdere, og omsætningen er vokset fra to til 200 millioner kroner. Sintex er i eliteklassen inden for pulverpresning og sintring af rustfrit stål, og inden for magnetteknologier. Virksomheden leverer blandt andet løsninger til bil- og levnedsmiddelindustrien.

- Vi skal leve af at være klogere end de andre. Vi har en velfungerende innovationsafdeling, og flere ressourcer vil kunne bidrage til vores nye teknologier, der kan give os endnu bedre konkurrencevilkår. Hvis vi får bedre vilkår, kan vi øge vores investeringer i forskning og udvikling, og derigennem skabe mere vækst, siger Rico Juul Amstrup, produktionsdirektør hos Sintex.

Bedre vilkår for dansk forskning og udvikling er væsentlig for at bevare vores konkurrencedygtighed globalt. På europæisk plan er der 17 EU-lande, der har højere fradrag, end man har i Danmark.

- Sintex er jo en virksomhed, som i den grad udvikler sig, og det kan man mærke, og det kan man se. Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil være med til at presse på over for regeringen, så fradraget kan blive ændret til de 150 procent mod de 100 procent, det er i dag, siger Mogens Jespersen, borgmester i Mariagerfjord Kommune.

Også Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Kim Christiansen, var meget glad for besøget, som han mente gav et godt indblik i en imponerende udvikling og produktion:

- Vi har fået en masse ny viden under vores besøg i dag. Det er fantastisk at se, at vi har den slags virksomheder i Danmark – og så her i Hobro. Det er en fantastisk produktion, de har gang i, siger han.

Virksomhederne bag Rig på Idéer er Chr. Hansen, Coloplast, DuPont, GN Store Nord, Haldor Topsøe, Kamstrup, LEO Pharma, Liftra, Lundbeck, Siemens, TICRA, Vestas, William Demant og Grundfos. 


    Facebook Twitter LinkedIn