Skjulte helte med grønne ambitioner

12. juni 2015

Skjulte helte med grønne ambitioner

Takket være en unik måde at tænke bæredygtighed ind i alle dele af samfundet på har Samsø nu fået opmærksomhed fra hele verden. Innovation og energioptimering er vigtige elementer i øens ambitiøse mål om at blive fuldstændig uafhængig af fossile brændstoffer.

Når man siger "Samsø", spidser hele verden ører. Politikere, journalister og innovatorer har alle hørt om denne lille ø i hjertet af Danmark med 3.750 indbyg­gere. Og mange af dem har allerede besøgt den charmerende ø, hvor postbuddet kører i elbil, kommunen reducerer sit elforbrug markant, og golfbanen vandes ved hjælp af solcelledrevne pumper.

"Vi gør noget helt enestående, og rigtig mange er interesserede i at høre mere om det. Det er lykkedes os at skabe en positiv kultur, hvor alle i vores samfund har indset, at det godt kan betale sig at tænke bære­dygtigt," siger Søren Hermansen, som er direktør for Samsø Energiakademi og en af arkitekterne bag den grønne revolution, øen gennemlever i øjeblikket.

Specialister i energibesparelser

Øens største VVS-firma, Brdr. Stjerne, fører ikke kun de sædvanlige vandhaner og toi­letter, men også solcelledrevne anlæg, pumper og andre energibesparende pro­dukter. En af ejerne, Ole Hemmingsen, forklarer, hvordan eventyret begyndte i 1997, da Samsø blev erklæret for Danmarks første "vedvarende energi-ø".

"Oprindeligt var det fortrinsvis nogle få ildsjæle, der stod bag de grønne initiativer, men i dag støtter næsten hele øen op om idéen og tænker i bæredygtige løsninger," fortæller han.

På mindre end ti år er øen blevet selvfor­synende med bæredygtig energi, og målet er at være helt uafhængig af fossile brænd­stoffer i 2030.

Grøn værdi for skattepengene

Brdr. Stjerne har derfor specialiseret sig i at tilbyde alle former for energibesparende løsninger. En af kunderne er Samsø Kom­mune. Kommunen opdagede, at der var et stort uudnyttet besparelsespotentiale, da den havde fået foretaget et energitjek i samarbejde med Grundfos. Efter en gen­nemgang af installationerne i byens byg­ninger, for eksempel på rådhuset og i sportshallen, var det let at overbevise kom­munen om det fornuftige i at udskifte både pumper og varmevekslere.

"Vi ødsler skatteydernes penge væk, hvis vi ikke tager energioptimering alvorligt. De moderne Grundfos-pumper har en så kort tilbagebetalingstid, at det er let at overbe­vise selv den mest kritiske politiker om, at det er en god idé. Vi kan for eksempel vise, at de energioptimeringer, vi har fore­taget på vores skole, har sparet os for 151.600 kWh i forhold til sidste år," siger Søren Stensgaard, som er teknisk direktør i Samsø Kommune.

Vigtigt udstillingsvindue

Gregers Johansen, Vice President i Grund­fos-koncernen, har arbejdet tæt sammen med Samsø Energiakademi om at finde den rigtige løsning til øboerne:

"Samsø er et godt udstillingsvindue, hvor man kan se markedets mest innovative løsninger, og det er derfor et logisk sted for os at være. Ikke kun for at få mere viden, men også for at demonstrere, hvordan vores løsninger kan bruges i lokalsamfun­dene. Vi kan bruge den enestående måde at tænke på, som de involverede ildsjæle repræsenterer, til at blæse løsningerne fra denne relativt lille ø op i en større skala, så vi alle kan lære at leve på en mere bære­dygtig måde," fortsætter han.


    Facebook Twitter LinkedIn