Slam skal rense spildevand i Singapore

02. december 2014

Slam skal rense spildevand i Singapore

Rent vand er en mangelvare i Singapore og derfor skal der tænkes nyt, når bystaten skal have nok af den knappe ressource. Grundfos har fået godt 9,1 millioner kroner til at forfine en helt ny teknologi, hvor spildevand bliver renset gennem slam. Det rensede vand kan være med til at lette presset på vandressourcerne i området.

I begyndelsen af det nye år starter Grundfos et projekt i Singapore, der skal videreudvikle en ny teknologi til at rense spildevand med dets eget slam. Projektet støttes af The National Research Foundation’s Incentive for Research and Innovation Scheme, IRIS, med en bevilling på godt 9,1 millioner kroner.
Projektet vil blive ledet af Grundfos Innovation Centre i Singapore med støtte fra Nanyang Environment and Water Research Institute, NEWRI, under Nanyang Technological University. Innovationscentret blev åbnet i 2012 og samarbejder tæt med internationale vandeksperter om at udvikle innovative løsninger som svar på aktuelle vandudfordringer i Asien.

Professor Ng Wun Jern, Executive Director i NEWRI, siger, at forskningssamarbejdet med Grundfos som repræsentant for verdens førende virksomheder kan gøre det muligt at føre forskningen videre, så den ikke blot skaber viden, men også kan anvendes i løsninger, som er af stor værdi for branchen.

- Vi forudser, at slambehandling vil blive meget efterspurgt i branchen, og at NEWRI’s ekspertise i vand- og affaldsbehandling kan bidrage til Grundfos’ indsats i udviklingen af innovativ teknologi i Singapore, siger Professor Ng Wun Jern.

Mangel på vand

Udviklingsprojektet i Singapore strækker sig over to år, og den nye teknologi vil blive testet i virkelighedstro omgivelser i et eksisterende renseanlæg, som hidtil har ledt spildevandet ud i havet.

- Vi forventer, at den nye teknologi kan rense vandet så effektivt, at det kan genbruges til kunstvanding og i industrien. Men teknologien kan også bruges i andre sammenhænge, hvor spildevandet eksempelvis renses yderligere med andre metoder, så det bliver rent nok til at drikke, siger Rune Højsholt, Project Manager i New Concepts hos Grundfos.

Singapore har hårdt brug for nye teknologier, da vand er en mangelvare. Store mængder importeres fra nabolandet Malaysia, og for at mindske den afhængighed, det skaber, arbejdes der strategisk med at fremme nye metoder til at genbruge landets knappe ressourcer af ferskvand og udnytte havvandet.

Renser med slam

Den teknologi, Grundfos er ved at udvikle, går ud på at bruge spildevandets eget slam til at rense det. Populært fortalt fungerer den på næsten samme måde som en filterkande til kaffe. I Grundfos-teknologien er det, der svarer til stemplet i kaffekanden, et perforeret metal-gitter. Og ligesom stemplet dækkes af kaffebønner, når det trykkes i bund, dækkes metalgitteret af slam, når der pumpes vand igennem det. Slammet kommer til at fungere som et fintmasket filter, som kun lader rent vand slippe igennem.

- Den filterkage, der dannes af slammet, er tæt nok til at holde urenheder tilbage, men alligevel ikke tættere, end at vandet slipper relativt let igennem. Derfor bruger metoden langt mindre energi til at pumpe spildevandet end andre teknologier, forklarer Rune Højsholt.

Lovende test

Den nye metode er allerede blevet testet i mindre skala i et dansk renseanlæg, og der har den ifølge Rune Højsholt vist sig at være både effektiv og robust. Lars Enevoldsen, Group Vice President i Global Research and Technology hos Grundfos, ser frem til at bringe filterkage-teknologien til næste niveau.

- Jeg er overbevist om, at vi vil være i stand til at udnytte teknologien kommercielt i nær fremtid, forudser han.


    Facebook Twitter LinkedIn