Udnævnelser i salgsledelsen hos Grundfos

07. juni 2016

Udnævnelser i salgsledelsen hos Grundfos

Henrik Falck, salgsdirektør for Building Services VVS hos Grundfos DK A/S, udnævnes den 1. juli 2016 til General Manager for Grundfos i Schweiz. Ny salgsdirektør bliver Brian Sørensen, der ligeledes overtager rollen som Key Account Manager for den nordiske del af pumpekoncernens største distributionskunder i Europa.

Med udnævnelsen til General Manager i Grundfos Pumpen AG i Schweiz fortsætter Henrik Falck den flotte karriere, han startede hos Grundfos i 1996. Med baggrund i en uddannelse inden for salg har Henrik Falck sideløbende med større og større ansvarsområder inden for det nordiske område også studeret økonomi. Så det er med en solid ballast, at jobbet som salgsdirektør i Danmark skiftes ud med ansvaret for Grundfos’ salgsselskab i Schweiz samt en plads i Grundfos DACH Management Team, der supporterer salgsorganisationerne i Tyskland, Østrig og Schweiz.

”Det er selvfølgelig med vemod, jeg vinker farvel til mine gode kolleger og stærke samarbejdspartnere i Danmark og Norden, men jeg ser omvendt frem til at anvende min mangeårige erfaring i et nyt og spændende marked” siger Henrik Falck. ”Og jeg bliver jo i ’familien’,” konstaterer han. Henrik flytter til Schweiz med udgangen af juni måned.

Henrik Falck har beklædt posten som salgsdirektør for Building Services VVS hos Grundfos DK A/S siden den 1. november 2014. Her fik han samtidig et udvidet nordisk ansvar som Key Account Manager på tværs af Grundfos-selskaberne i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Ansvaret omfattede pumpekoncernens top 25 distributionskunder i Europa.

Både det danske og det nordiske ansvarsområde overtages af Brian Sørensen, der ligeledes tager et stort trin op ad karrierestigen hos Grundfos.

Flere års parløb
Brian Sørensen startede hos Grundfos som produktionsingeniør i 2001, og efterfølgende har en række forskellige ansvarsområder inden for salg ført ham frem til den nuværende position som salgschef for Building Services VVS hos Grundfos DK A/S.

”Henrik og jeg har kørt parløb på området i flere år, så jeg føler mig rigtig godt rustet til at fortsætte den stærke udvikling, som Henrik har stået i spidsen for,” siger Brian Sørensen, der har suppleret sine kompetencer som udvalgt deltager i Grundfos Management Trainee Program og koncernens interne Talent Engine.

”Og så glæder jeg mig selvfølgelig til også at kunne påvirke udviklingen af det nordiske samarbejde mellem Grundfos-selskaberne,” slutter den nye danske salgsdirektør, der tiltræder jobbet den 1. juli 2016.


    Facebook Twitter LinkedIn