Vanddesign på messe i Milano

09. april 2013

Foto: Gert Skærlund Andersen

I samarbejde med en ung dansk kunstner bruger Grundfos design til at fokusere på verdens skrøbelige vandsituation. Det sker ved Il Salone i Milano.

Netop nu er Grundfos synlig for de mange tusinde besøgende, der lægger vejen forbi en af verdens største designmesser, Il Salone i Milano. Det sker, når virksomheden i samarbejde med den unge danske kunstner, Nikolaj Lorentz Mentze, bruger design til at fokusere på verdens skrøbelige vandsituation ved udstillingen ”The Tube”.

Kunstneren har skabt værket ”Behind Water”, der ved hjælp af blandt andet 600 liter demineraliseret vand, en messingkugle og en pumpe fra Grundfos skal sende et signal til messedeltagerne om, at vi alle skal træffe en beslutning om – og har et ansvar for – at tage vandproblematikken i egne hænder.

- Det er bemærkelsesværdigt, at vi deltager i en udstilling i forbindelse med en af verdens største designmesser, der ikke har meget med design af pumpeløsninger og services at gøre. Men ikke desto mindre er det en god mulighed for at få skabt fokus på design som kommunikationsmiddel, for eksempel til at skabe en anderledes opmærksomhed om Grundfos’ vision om at levere fremtidens løsninger inden for vandteknologi og bæredygtighed. Samtidig er det en god lejlighed til at vise Grundfos frem for potentielle fremtidige brugere, siger Sara Schøler Lass, Global Discovery & Design Manager.

Designmessen løber frem til 14. april.

Foto: Gert Skærlund Andersen.

 


    Facebook Twitter LinkedIn