Vi åbner en ny dør til fremtiden

02. februar 2018

Future Lab

Intelligent teknologi og digitale løsninger kan komme til at spille en stor rolle i at håndtere verdens vand- og klimaudfordringer. I vores Future Lab 2.0 lægger vi op til, at gæster og kolleger sammen kan undersøge nye veje mod fremtiden.

Med pegefingeren swiper en interesseret deltager sig rundt i den fiktive verden
’Connected World’. Det sker på en kæmpe skærm, hvor besøgende kan udforske scenarier, som stiller åbne spørgsmål til, hvordan vi kan løse FN’s Sustainable Development Goals 6 & 13 med effektive og intelligente digitale løsninger.

Den er en del af pakken på det nye Future Lab 2.0, en udstilling af nogle af vores nyeste digitale tanker, teknologier og løsninger, der er udstillet på Grundfos Center.

En tur gennem udstillingen giver et indblik i IoT-teknologier, cases, der viser hvordan vi har skabt løsninger til blandt andet oversvømmelser, ’Connected World’ og videointerviews med vores eksperter i eksempelvis Big Data og kunstig intelligens.

- Vi tager fat i noget uhåndgribeligt og prøver at gøre det til noget konkret. Vi har ikke alle svarene på, hvordan fremtidens løsninger ser ud, men det handler om, at vi sætter en dialog i gang og har mod til at tænke kreativt. Det er det, vi vil inspirere vores gæster og kollegaer til, siger Marianne Kjeldgaard Knudsen, Senior Director Digital Commercial Offerings.

Grundfos har årligt omkring 3000 kunder på besøg, og en del af dem vil blive inviteret forbi Future Lab 2.0 for at se nærmere på, hvordan partnerskaber kan løse nogle af klodens vand- og klimaudfordringer.

- De kompetencer og den viden vi har, skal vi udnytte til at udvikle ambitiøse og innovative løsninger. Med Future Lab 2.0 kan vi åbne for en dialog, hvor vi udforsker, hvordan fremtiden kan komme til at se ud. Vi tror på, at vores kunder og besøgende vil blive engageret på en helt ny måde ved hjælp af værktøjer som ’Connected World’, siger Marianne Kjeldgaard Knudsen.