Vi går på banen med Badminton Danmark

11. februar 2016

Vi går på banen med Badminton Danmark

Grundfos har indgået aftale med Badminton Danmark om et sponsorat. Det giver unikke muligheder for at styrke vores kunderelationer. Eksempelvis i Kina, hvor sporten er meget populær.

I forbindelse med VM for herre- og damehold, Thomas & Uber Cup, der bliver spillet i Kina i maj, indgår Badminton Danmark en sponsoraftale med Grundfos. Aftalen indebærer desuden et medsponsorat af det danske landstrænerteam for hele 2016.

 Badminton er en sport med højt energiniveau. Det er en elegant sport, en ansvarlig sport og samtidig er dansk badminton i verdensklasse. Det er kvaliteter, som Grundfos også står for.

 - Danmark ligger i toppen af verdenseliten inden for badminton. Samtidig er sportsgrenen én af de største i Kina, men også i mange andre nationer i Asien. Derfor forventer vi, at få eksponering af vores brand i interessante områder, hvor vi har ambitioner om fremtidig vækst inden for vores forretning, fortæller Sponsor og Event Manager, Anette Stubkjær.

 Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, er også meget optimistisk for det fremtidige samarbejde.

 - Vi er rigtig glade for, at Grundfos har valgt at indgå en sponsoraftale med os. Det giver os mulighed for at repræsentere Danmark i udlandet med en af de førende nationale virksomheder, og at udvikle badmintonsporten, siger Bo Jensen.

 Når Badminton Danmark deltager i asiatiske turneringer og arrangementer, inviteres virksomheder med. På den måde får virksomhederne en chance for at interagere med potentielle kunder og forretningsforbindelser via en fælles interesse – badmintonsporten.

 - Vi har lært af erfaring, at den interaktion, vi får med vores kunder til især sportsarrangementer, skaber en merværdi for vores samarbejdsrelationer. Vi har for år tilbage haft et godt samarbejde med Badminton Danmark og er glade for den kvalitet og forståelse for vores målsætning, som de lægger i samarbejdet, siger Anette Stubkjær.

 Sponsoratet løber indtil udgangen af 2016.  


    Facebook Twitter LinkedIn Technorati