Fynske fodboldklubber scorer stort på vandbesparelser

Overview_TEXT

Beskrivelse

Fynske fodboldklubber scorer stort på vandbesparelser

Hvor meget kan 111 fodboldklubber spare, når man hos Odense Boldklub har beregnet, at der alene i et enkelt klubhus er potentiale til at kunne spare to millioner liter vand om året? Svaret får de fynske klubber samlet i Øens Hold, når vvs-grossisten Lemvigh-Müller sammen med lokale vvs-installatører og teknikere fra GROHE og Grundfos i løbet af 2020 har gennemgået installationerne i øens klubhuse.

Et godt, langt og varmt brusebad! Det er dét, rigtig mange fodboldspillere ser frem til efter en hård kamp på grønsværen. ”Vi har endda oplevet, at spillerne tog stole med ind under den varme bruser, så det velfortjente bad efter en hård kamp rigtig kunne nydes,” fortæller projektlederen Anders Christensen fra Lemvigh-Müller, der står i spidsen for konceptet Viden om Vand, som er et nyt samarbejdstilbud, der går på tværs af vvs-installatører og producenter. 

"Hensigten med Viden om Vand er at klæde installatørerne på til at kunne identificere de vand- og drikkevandsudfordringer, der findes i de mange bygninger, de besøger hvert år og tale om fx vandbesparelser, før de går over til at tale om produkter. Vand er et væsentligt punkt i FN’s Verdensmål og er derfor allerede  højt prioriteret i både det offentlige og industrien. Derfor synes vi, at vi skylder at sætte vandproblematikken ind i et større perspektiv, og det vil vi som vvs-grossist gerne være med til at løfte," uddyber Anders Christensen.

Vandforbrug halveret
”Der er meget store økonomiske og klimamæssige gevinster at hente ved at tjekke ældre bruseinstallationer,” konstaterer projektchef Thomas Knudsen fra armaturproducenten GROHE. Derfor er omklædningsrum i fodboldklubber også udset til at være første indsatsområde i Lemvigh-Müllers Viden om Vand-koncept. Her har vvs-grossisten allieret sig med GROHE og Grundfos, der sammen med lokale vvs-installatører nu ser på mulighederne for vand- og pumpeoptimering hos de 111 fynske fodboldklubber, der er samlet i OB’s klubsamarbejde, Øens Hold.

Med udgangspunkt i Lemvigh-Müllers tætte samarbejde med fodboldklubben OB blev potentialet testet i Odense-klubbens klubhus. Her er der potentiale til, at vandforbruget i omklædningsrum og toiletter kan halveres, hvilket vil give en besparelse på mere end to millioner liter vand årligt. Det svarer til 20.000 danskeres daglige forbrug. Besparelsen kommer ved at skifte almindelige brusere ud med nye, vandbesparende udgaver.

”En vandbesparende bruser bruger 6-10 liter vand i minuttet, mens en almindelig bruser bruger det dobbelte. Hvis man samtidig udskifter gamle 2-grebs brusearmaturer med nye, selvlukkende trykventiler, reduceres mængden af lange brusebade væsentligt,” forklarer Thomas Knudsen.

Vandspild og legionellabakterier
Morten Gregersen, salgsingeniør hos Grundfos, kan pege på et andet, voldsomt vandspild, der samtidig også udgør en sundhedsrisiko. ”Vi har oplevet omklædningsrum, hvor det tog 8-10 minutter, før det varme vand nåede frem til bruseren. Her taler vi om et vandspild på måske 150 liter, før det egentlige bad begynder. Tænk på, hvor meget det bliver til for et helt hold i en hel sæson,” siger salgsingeniøren, der for få tusinde kroner kan løse problemet ved at udskifte cirkulationspumpen til en løsning, der sikrer varmt vand med det samme. 

Stillestående vand udgør desuden en risiko for at udvikle de meget smitsomme legionellabakterier, der kan give en alvorlig form for lungebetændelse. Bakterierne trives i varmtvandssystemer med temperaturer mellem 25 og 45 grader, og spreder sig typisk via små dråber vand som fx dampen i et brusebad. ”Men med den rette pumpe kan man sikre god cirkulation, så temperaturen i anlægget når over de 55 grader, hvor legionellabakterierne dør,” forklarer Morten Gregersen. Undersøgelser viser, at vand, der ikke tømmes ud af bruserslanger, udgør en særlig risiko.

Beslutninger på solidt grundlag
De 111 fynske klubber får besøg af holdet fra Lemvigh-Müller, GROHE og Grundfos to gange i løbet af året. Første gang måler Thomas Knudsen det faktuelle vandforbrug på hver enkelt installation, mens Morten Gregersen undersøger mulighederne for optimering af pumperne til både brugsvand og varme.  

Det giver ikke kun et godt billede af, om der er besparelser at hente ved at skifte bruserne, men også om man med fordel kan udskifte 1- eller 2-grebs armaturer på håndvaskene til nye, elektroniske armaturer, der kun giver vand, når man holder hænderne under armaturet. Også potentialet i vandbesparende 2-skyls toiletter eller nyeste generation af energibesparende cirkulationspumper dokumenteres.

Når teknikerne fra GROHE og Grundfos har tallene klar, samler Lemvigh-Müller alle data i en rapport, der dokumenterer, hvor meget der kan spares i det enkelte klubhus. Anbefalingerne til optimering overlades til en lokal vvs-installatør – ofte en sponsor i den pågældende klub eller en kunde i Lemvigh-Müllers kundekartotek – som beregner installationspriserne, så der kan laves en eksakt beregning af tilbagebetalingstiden.

Den endegyldig rapport fremlægges for klubbens beslutningstagere, hvor mulighederne for optimeringerne gennemgås. Rapporten er inddelt i mulige indsatser, så klubberne kan iværksætte de anbefalede ændringer løbende og i forhold til det økonomiske råderum. I nogle tilfælde har klubberne allerede lavet vandbesparende investeringer med gode hensigter, hvor blot nogle få justeringer kan gøre installationen endnu mere optimal.

Lemvigh-Müller, Grundfos og GROHE tager i fællesskab dialogen på tværs af beslutningstagere, som både kan tælle kommuner, bestyrelser og private ejendomme. Uanset hvilken type beslutningstager, der er tale om, falder budskaberne om vand- og energibesparelser i rigtig god jord. Det er også tilfældet i Odense Kommune, som udlejer faciliteterne til OB.

Resultater fra klubhuse tæller i kommunens Verdensmål
Odense Kommune har i den grad taget FN’s Verdensmål til sig, og der arbejdes proaktivt på mulige indsatser inden for alle 17 Verdensmål. Derfor er rapporten fra OB’s klubhus i bogstaveligste forstand vand på kommunens mølle. Verdensmål 6 handler om bæredygtig forvaltning af vores vand og Verdensmål 13 tager med CO2-reduktion kampen op mod klimaforandringer – to Verdensmål, som også er tænkt ind i alle Grundfos-aktiviteter i disse år.

”Vi har netop gennemført tilsvarende udskiftning til vandbesparende armaturer og brusehoveder på 13 skoler. Her har vi samtidig nedlagt mange meter cirkulerende brugsvand og udskiftet gamle, store varmtvandsbeholdere med kombinerede varmtvandsbeholdere og gennemstrømningsvandvarmere. Det har reduceret både vores el-, vand- og varmeforbrug og vores CO2-udledning,” siger Jane Jegind, rådmand i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.

I 34 børnehaver har Odense Kommune ligeledes sparet på vand, varme og CO2 ved udskiftning til vandbesparende armaturer og ved at erstatte gamle varmtvandsbeholdere med nye gennemstrømningsvandvarmere. 

Og Odense Kommune er klar til næste projekt. 

”Vores data viser, at idrætsparken og svømmehallernes procesanlæg står for en stor del af energiforbruget. Derfor er vi gået i dialog med Grundfos om mulighederne for screening af vores cirkulationspumper på disse anlæg,” slutter Jane Jegind med håb om, at Lemvigh-Müller, GROHE og Grundfos kan finde resultater tilsvarende OB hos de 111 andre klubber i Øens Hold.

 

Yderligere oplysninger:

Thomas Knudsen
Projektchef
Vest DK
GROHE A/S
27 22 75 51
thomas.knudsen@grohe.com

Morten Gregersen
Salgsingeniør
Grundfos DK A/S
60 42 98 56
mortengregersen@grundfos.com

Emne:

Hvor meget kan 111 fodboldklubber spare, når man hos Odense Boldklub har beregnet, at der alene i et enkelt klubhus er potentiale til at kunne spare to millioner liter vand om året

Sted:

Fyn

Virksomhed:

Fynske fodboldklubber scorer stort på vandbesparelser