Roskilde Festival - nu med træk og slip

Overview_TEXT

Beskrivelse

Alene besparelsen på slamsugere finansierer merudgifterne for Roskilde Festival, når 130.000 festivalgæster kan vinke farvel til muldtoiletter til fordel for rigtige toiletter med træk og slip og rindende vand. Et gennemtænkt projekt giver ikke alene hygiejnen et stort løft og aflaster det nærliggende renseanlæg. Projektet er også en del af en skybrudssikring for et større område.

Vi kender billederne: Lange køer ved de interimistiske festival toiletter og vandinstallationer placeret rundt omkring på teltpladsen i ’Smatten’. Det er Roskilde Festival. Men det er også snart fortid.

Frem mod årets 2018-festival er der nedgravet 24 km spildevandsledninger og 6,5 km ledninger til  vandforsyning på campingområdet Milen. Her er der etableret 26 forsyningsøer, der alle er forbundet med Sjællands største, nybyggede forsinkelsesbassin, så belastningen på det nærliggende renseanlæg kan udjævnes over en måned.

Roskilde Kommune, forsyningsselskabet FORS A/S og Roskilde Festival har samarbejdet om projektet, som entreprenørfirmaet Aarsleff A/S har ført ud i livet i samarbejde med Grundfos. Projektteamet hos Grundfos har været sparringspartnere for Aarsleff og for rådgiver Krüger/Veolia i planlægning, projektering og dimensionering af den omfattende pumpe- og bufferløsning.

Plads til mere end festival
Det er 26 stk. præfabrikerede Grundfos PE Flex pumpebrønde i ø1250 x 4000 mm udstyret med 2 stk. Grundfos SLV 4 kW pumper, der i samspil med 3 mellem-pumpestationer i PE Flex ø2000 med SL1 7,5 kW pumper er grundstammen i de 26 forsyningsøer. Herfra pumpes spildevandet fra de tilsluttede, mobile toilet- og badefaciliteter videre i områdets nye nedgravede kloaksystem til en oppumpningsbrønd med indløb til forsinkelsesbassinet.

Der er store planer for området som kultur-, sports- og eventområde i fremtiden, og derfor kan øerne til- og frakobles afhængigt af, hvor stort et areal, der er i brug til de enkelte aktiviteter.

To Grundfos Hydro MPC-E 3 CRE90 trykforøgeranlæg sørger for rent vand til de toiletter og badefaciliteter, der nyder godt af fornyelsen.

Spildevand med forsinkelse
Med det nye projekt mister et utal af slamsugere deres arbejde i døgndrift i festivaldagene. Sammen med besparelsen til at trække slanger til drikkevand hvert år dækker det festivalens øgede udgifter til leje af de forbedrede faciliteter.

130.000 festivalgæster med deraf følgende slamsugere i pendulfart har været en voldsom belastning for det nærliggende Bjergmarken Renseanlæg. Men det råder det nye 4.500 m3 forsinkelsesbassin nu bod på. Med en diameter på ca. 35 meter og en dybde på 6 meter, er der plads til at opbevare spildevandet fra festivalen i op til en måned. Tanken tømmes i takt med, at renseanlægget har kapacitet til at behandle det.

Før spildevandet pumpes fra forsinkelsesbassinet til rensningsanlægget af 2 stk. Grundfos SL1 2,2 kW pumper, sørger 2 Grundfos SL1 22 kW pumper forbundet til 4 RainJet hydroejectorer i bassinet for, at det bundfældede tørstof blandes op.

Både tømme- og ejektorpumper er monteret i Grundfos PE Flex brønde i henholdsvis ø1250 og ø2000 x 9000 mm sat ved siden af tanken sammen med flowmåler og elskab.

For at sikre at grundvandstrykket ikke presser den store tank op af jorden, er der lavet en drænløsning under tanken. Her er 2 stk. Grundfos SL1 2,2 kW drænpumper monteret i en Grundfos PE Flex pumpebrønd ø1250 x 9000 mm.

Aflastning ved skybrud
Foruden forbedrede forhold for festivalgæsterne tjener bassinet og den nye kloakering også som ekstra sikkerhed for beboerne i et større område omkring festivalpladsen. I tilfælde af ekstreme regnskyl vil den store buffertank fungere som regnvandsmagasin, og dermed minimere risikoen for vand i kældrene i nabobyerne Vor Frue og Vindinge. 

En Grundfos PE Flex ø1600 x 7520 mm med 2 stk. SL1 7,5 kW pumper klarer denne opgave i samspil med en PE Flex ventilbrønd ø2000 x 67760 mm – et fordeler-bygværk med motorstyrede ventiler og tilhørende flovmålere.

Bassinprojektet er leveret til Aarsleff gennem entreprenørgrossisten ScanPipe. PE Flex brønde til forsyningsøerne er leveret via en Grundfos rammeaftale med FORS A/S, mens Brdr. Dahl Vandteknik er leverandør til FORS A/S af trykforøgeranlæggene til vandforsyning.

Emne:

Bedre sanitære forhold

Sted:

Google Map

Roskilde

Virksomhed:

Roskilde Festival