Automatiktekniker

Automatiktekniker

Mette Ilsø Jensen, automatikteknikerlærling

Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg gerne ville arbejde med mine hænder, og som dygtig ufaglært var det muligt at komme i lære, og der var masser af fag man kunne vælge imellem. Jeg undersøgte forskellige muligheder og automatiktekniker virkede som en passende blanding af håndværk og plc-arbejde. Det kunne jeg lide, så det valgte jeg. 

Med fra start til slut
Det er spændende at være på Grundfos Teknologicenter. Jeg får lov at være med fra starten af en proces til slutningen. Det er dejligt at være med i et projekt og så slutte med, at det fungerer. Jeg arbejder blandt andet med montering og reparation af maskiner, og jeg har været med til mange forskellige aktiviteter i de to år, jeg har været lærling.

Tæt på udviklingen
Jeg får et godt indblik i, hvad der sker af nye ting, og hvilke nye produkter, der bliver udviklet. Som lærling får jeg lov til at være med til det hele. 

Når jeg er udlært 
Jeg har det godt i et forskningsmiljø og kunne godt tænke mig at fortsætte med at arbejde som automatiktekniker. Det er ikke umuligt, at jeg vil læse videre, for eksempel på maskinmesterskole. Jeg vil dog hellere arbejde med mine hænder end være leder eller arbejde med administrative opgaver.

Om uddannelsen

Grundforløb 
Afhængig af dine kompetencer, kan grundforløbet vare fra 10 til 60 uger. 

Hovedforløb
Når du har gennemført grundforløbet og har indgået uddannelsesaftale med Grundfos, kan du gå i gang med hovedforløbet.

Hvor kan jeg tage uddannelsen? 

  • Mercantec, Viborg 
  • EUC Syd, Sønderborg 
  • Technology College Aalborg
  • Syddansk Erhvervsskole, Odense-Vejle
  • CELF, Nykøbing F
  • TEC, Ballerup 

Kan jeg læse videre? 
Du kan videreuddanne dig til it- og elektronikteknolog, maskinmester, installatør eller ingeniør.

SU og løn? 
Mens du tager dit grundforløb, kan du få SU. Under hovedforløbet får du lærlingeløn. Lønnen vil stige løbende gennem din uddannelse, og du får udbetalt løn, både når du er ude i praktik, og mens du er på skoleophold.

Hvor lang tid tager uddannelsen?

4 år – heraf 60 uger på skole. Uddannelsens varighed er angivet i skoleår a 40 uger.

Grundforløbet kan variere fra 10-60 uger.

Hvornår skoleopholdene på hovedforløbet placeres, kan desuden være individuelt for den enkelte skole.

Læs mere om uddannelsen på ug.dk

Automatiktekniker