Klejnsmed

Klejnsmed

Søren Carstensen Løth, klejnsmedlærling

I skolen var jeg i praktik som klejnsmed, og det syntes jeg godt om, så da der var en lærlingeplads i Grundfos’ centrale serviceafdeling, sprang jeg til.

Variation
I en smedeafdeling sker der noget nyt hele tiden, og jeg får lov til at være med og tage ansvar for opgaverne. Den ene dag kan det være en demostand til en udstilling, der skal sendes ud i verden. Den næste dag kan jeg blive kaldt ud til et sted i fabrikken, hvor et gelænder på en repos trænger til at blive repareret. Den blanding af opgaver gør, at to dage aldrig er ens, og det kan jeg godt lide.

Ansvar
Når jeg bliver stillet over for en opgave eller et problem, skal jeg selv finde en måde at løse opgaven eller problemet på. Selvfølgelig kan jeg spørge en ældre, udlært kollega til råds, og også på den måde lærer jeg nyt. Der er hele tiden nye opgaver, og på den måde udvider jeg hele tiden min viden og mine færdigheder.

Når jeg er udlært
Jeg vil gerne blive i faget som klejnsmed, for jeg befinder mig rigtig godt med det. Jeg har ikke helt besluttet, om jeg vil videreuddanne mig, for eksempel til ingeniør. Det ville være en mulighed, hvis jeg ville supplere min faglige uddannelse.

Om uddannelsen

Grundforløb
Afhængig af dine kompetencer, kan grundforløbet vare fra 10 til 60 uger.

Hovedforløb
Når du har gennemført grundforløbet og har indgået uddannelsesaftale med Grundfos, kan du gå i gang med hovedforløbet.

Hvor kan jeg tage uddannelsen?
Du kan tage uddannelsen på stort set alle uddannelsescentre, tekniske skoler eller erhvervsskoler over hele Danmark.

Kan jeg læse videre?
Afhængigt af dit speciale kan du videreuddanne dig til produktionsteknolog, maskinmester eller diplomingeniør.

SU og løn?
Mens du tager dit grundforløb, kan du få SU. Under hovedforløbet får du lærlingeløn. Lønnen vil stige løbende gennem din uddannelse, og du får udbetalt løn, både når du er ude i praktik, og mens du er på skoleophold.

Hvor lang tid tager uddannelsen?

4 år - 55 uger på skole.

Uddannelsens varighed er angivet i skoleår a 40 uger. Grundforløbet kan variere fra 10-60 uger.

Hvornår skoleopholdene på hovedforløbet placeres, kan desuden være individuelt for den enkelte skole.

Læs mere om uddannelses på ug.dk

Klejnsmed