Grundfos udnævner Peter Trillingsgaard til ny koncernkommunikationsdirektør

11. marts 2019

Peter Trillingsgaard

Grundfos-koncernen udnævner den 48-årige Peter Trillingsgaard til ny koncernkommunikationsdirektør med ansvar for Kommunikation, Public Affairs og Engagement & Responsibility.

Peter Trillingsgaard tiltræder 1. juni og bliver medlem af koncernens Extended Leadership Team.

- Peter er en stærk leder, en ægte holdspiller med imponerende resultater inden for sit felt. Oveni det har han hjertet på rette sted og han vil komme til at spille en nøglerolle i at etablere og udvide vores berøringsflade med vigtige interessenter – både internt og eksternt, siger Mads Nipper.

Peter Trillingsgaard kommer fra LEGO, hvor han som Vice President har haft ansvaret for Government- and Public Affairs. En stilling, han har haft i syv år. Samlet set har han 14 års ansættelse i LEGO Group.

- Det er en ære at komme til at arbejde for en af Danmarks allerfineste virksomheder. En opgave, jeg påtager mig med dyb respekt for virksomhedens historie, værdier og arbejde for at løse nogle af verdens største problemer. Det gælder blandt andet vores bidrag til at mindske den menneskeskabte klimapåvirkning og den vigtige opgave med at skaffe vand til de allerfattigste i verden, fortæller Peter Trillingsgaard.

Peter Trillingsgaard har en master i Social Science and History fra Aalborg Universitet. Uddannelsen er siden blevet suppleret med studier ved International Institute for Management Development (IMD) og The Centre for Corporate Public Affairs.

Han startede karrieren som rådgiver for Socialdemokratiet i Europa Parlamentet og rykkede siden til Dansk Industri (DI), hvor han blandt andet havde ansvar for CSR-aktiviteterne, eksempelvis i forbindelse med FN’s Global Compact, som DI var den første industriorganisation til at underskrive.

Karrieren hos LEGO har blandt andet dækket CSR, Code of Conduct, etableringen af LEGO-koncernens lokale engagementsprogrammer, ansvaret for produktsikkerhed og compliance og senest har han etableret en global Public Affairs organisation.

Derudover har han haft flere tillidshverv, inklusiv bestyrelsesmedlem af Toy Industry of Europe, formand for Danish Toy Association og formand for CEN og ISO Toy Safety komiteerne.