Grundfos udnævner Ulrik Gernow til ny Chief Marketing Officer

03. maj 2019

Ulrik Gernow

Nyt Group Management-hold og fokuserede forretningsområder skal støtte Grundfos’ nye 2025-strategi.

Grundfos-koncernen udpeger Ulrik Gernow til ny Chief Marketing Officer (CMO) i en nyoprettet stilling, hvor han vil lede de globale aktiviteter for yderligere at styrke kunde- og markedsfokus. Den nye CMO vil stå i spidsen for den globale Grundfos segment-organisation, samt strategisk udvikling og de globale marketing, branding og kommunikationsaktiviteter.

Udover at udnævne Ulrik Gernow, så er søgningen efter en Chief Technology Officer blevet sat i gang for at skabe de bedste betingelser for succes for den nye strategi og for at accelerere udviklingen af nye produkter. Formålet er at skabe Group Management-områder og lederskabsroller, der er fokuserede på strategiske prioriteter inden for marketing, branding og innovation og teknologiudvikling.

Ulrik Gernow kommer fra LEGO-koncernen, hvor han gennem de sidste næsten 25 år har haft flere toppositioner, senest som Chief Business Transformation Officer. Han tiltræder 1. juni og bliver medlem af Grundfos’ koncernledelse og vil referere direkte til koncernchef Mads Nipper.

- Stærk kundefokuseret innovation, marketing og branding i verdensklasse og fremragende lederskab er den kombination Ulrik vil tage med sig til Grundfos. Han har leveret flotte resultater og jeg er overbevist om, at han vil bidrage til udviklingen af Grundfos og vores 2025-strategi, hvor vi accelerer vores indsats for at gå forrest og skabe løsninger til verdens vand- og klimaudfordringer, siger Mads Nipper, CEO og Group President.

- Det er en ære og et privilegium at blive en del af Grundfos, en globalt førende virksomhed med visioner for fremtiden, der harmonerer fuldt ud med mine. Grundfos er globalt førende inden for produkter og teknologier og er en absolut frontløber i at gøre en positiv forskel for mennesker og planeten gennem den måde, man gør forretning på. Jeg ser frem til at blive en del af rejsen, siger Ulrik Gernow.

Ernst Lutz, Executive Vice President og leder af Business Development har besluttet at vende tilbage til Schweiz af familiære hensyn. Han har derfor valgt at forlade Grundfos med udgangen af maj.

- Ernst har spillet en afgørende rolle i at støtte Grundfos’ transformation gennem de sidste år og han har været et værdsat medlem af Group Management. Jeg vil gerne takke ham for hans fremragende bidrag over årene, for hans integritet og enestående holdindsats, siger Mads Nipper.

Det nye Grundfos Group Managementhold vil fra denne sommer bestå af Lone Tvis (CHRO), Poul Due Jensen (CSO), Mikael Geday (CFO), Stéphane Simonetta (COO), Ulrik Gernow (CMO), Mads Nipper (CEO) samt en endnu ubesat plads til den kommende CTO.