Hjemmebanen er hos kunden

10. april 2018

Midea

Kundens behov kommer altid i første række. Det gælder også i OEM-forretningen. Det sikrer glade kunder og god forretning globalt. I Kina giver et statsstøttet initiativ rettet mod grøn omstilling af energiforbruget ekstra kraft til forretningen.

Når man kører ind i Shunde, en kinesisk by i millionklassen lidt uden for Guangzhou i Guangdong-provinsen i det sydlige Kina, er man i Midea-land. Det kinesiske konglomerat spænder vidt. Her produceres alt fra hvidevarer over robotter til varmepumper. Og det er det sidste, der i dag har bragt Ji Wei Li og Ze Wen Ye til byen. De to Grundfos-medarbejdere repræsenterer HVAC OEM-divisionen i Kina. Og de har travlt. Stærkt salgsarbejde kombineret med en stigende levestandard i landet og deraf følgende større efterspørgsel på eksempelvis pålidelige og effektive løsninger til opvarmning af folks hjem har fået vores forretning til at vokse. Samtidig har den kinesiske regering sat yderligere skub i udviklingen ved at lancere et nyt, grønt initiativ, "Coal to Clean Energy", der sigter mod at bevæge forbruget væk fra kul og over mod renere varmekilder som eksempelvis gas og elektricitet.

- Vi har gennem længere tid oplevet en støt vækst i forretningen i Kina, fordi flere og flere får råd til at vælge bedre løsninger til opvarmning af deres hjem. Men det er klart, at når der samtidig kommer et grønt initiativ som det fra regeringens side, så sætter det bare meget mere fart på udviklingen, siger Ji Wei Li, Group Key Account Manager, HVAC, i Kina.

Forstå og skab forbedringer

Udviklingen i retningen af renere og mere effektive varmeløsninger mærkes både hos Midea og hos Grundfos. Og ikke mindst i de større byer er forbrugerne på udkig efter grønne løsninger, som eksempelvis varmepumper. Og her er man ikke bare på udkig efter energieffektivitet, men også efter høj kvalitet og pålidelighed.

- Vi er kendt for vores kvalitet og vores effektivitet, og vi stiller os ikke tilfredse med at tilbyde kunderne mindre end det absolut bedste. Derfor stiller vi også høje krav til vores samarbejdspartnere. De skal levere i topklasse. Grundfos opfylder vores krav, og faktisk oplever vi, at deres pumper forbedrer vores systemer, så vi sammen kan levere et produkt fra absolut øverste hylde, siger Peter Zhang, Sales Director hos Midea.

Og netop det er sød musik i ørerne på Ji Wei Li.

- Det handler om at forstå kundens behov og være i stand til at levere præcis den løsning, der er brug for. Det er altid det, vi sigter mod, siger han.

Åbner nye døre

Den tilgang har givet vind i sejlene på hele det kinesiske marked, hvor Grundfos har formået at øge salget markant i et voksende marked, samtidig med at vi har fastholdt vores høje markedsandel.

- Og når vi samtidig lykkes med at levere til kendte og respekterede selskaber som Midea, er det bare med til at cementere vores position i markedet yderligere. Vi ved, at andre vigtige spillere i branchen ser mod Midea. Og når de så også ser os, kan det skabe ny forretning og åbne døre til nye, spændende kunder, fortæller Ji Wei Li.