Mærsk og Grundfos bedst til at formidle samfundsansvar

01. november 2019

Mærsk og Grundfos bedst til at formidle samfundsansvar

A.P. Møller-Mærsk og Grundfos får FSR – danske revisorers CSR Pris 2019 for lederskab inden for arbejdet med at rapportere om samfundsansvar og verdensmålene. Priserne blev overrakt af H.K.H. Kronprinsessen ved årets CSR-konference på Børsen i København.

Det er 25. gang, at revisorforeningen FSR – danske revisorer hædrer de danske virksomheder, der tager et særligt ansvar for at oplyse om deres såvel positive som negative aftryk på fx klima, miljø og sociale forhold.

- 25-året for CSR Prisen er for mig et rigtig godt eksempel på, at Danmark og danske virksomheder gennem længere tid har været på forkant med udviklingen inden for miljø og bæredygtighed. Historien viser, at vi har virksomheder, som viser vejen, og det essentielle er nu, at vi får alle med ombord på rejsen. Ligesom der står klart i FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, at succes kun er mulig, hvis alle er med.  Derfor er jeg også glad for og faktisk ret stolt over at se bredden af de virksomheder i Danmark, som tager samfundsansvaret og lederskabet på sig. Det er ikke virksomhedens ejerform, størrelse eller branche, der er afgørende for samfundsansvaret - det er ledelsens vision, tilgang og vilje, der kan mærkes i alle led af virksomheden, sagde H.K.H. Kronprinsessen i sin tale til prisvinderne.

Ambitioner og lederskab
Birgitte Mogensen, formand for FSR – danske revisorers CSR-udvalg, fremhævede, at dommerpanelet i år har lagt vægt på prisvindernes stærke ambitioner og deres lederskab inden for rapportering om bæredygtighed og FN’s verdensmål:

- A.P. Møller-Mærsk viser endnu engang med deres rapport, at de tager proaktivt lederskab og gør deres indflydelse gældende inden for igtige områder som blandt andet skibsophug og klimamål om nul CO2-udledninger i 2050. Samtidig konkretiseres deres fortælling med stærke data, der viser, hvordan virksomheden performer fx inden for klima og miljø. Hos Grundfos fremgår det tydeligt, at det er en virksomhed med en kulturel tradition for at arbejde med bæredygtighed og social ansvarlighed. Ligesom hos A.P. Møller-Mærsk er rapporten meget ambitiøs og gør det klart hvilke af FN’s verdensmål, de har størst mulighed for at påvirke gennem deres forretning og hvilke de påvirkes af.

Det er syvende gang, at A.P. Møller Mærsk vinder FSR – danske revisorers CSR Pris for sin CSR-rapport. Morten H. Engelstoft, Executive Vice President og Member of the Executive Board, A.P. Møller - Mærsk A/S, takkede for hæderen:

- Vi er stolte af at modtage denne pris som anerkendelse for vores arbejde. Rapportering er en vigtig prioritet i vores arbejde med bæredygtighed, og vi gør meget ud af at give omverdenen et ærligt indblik i vores forretning, så vores kunder, investorer, medarbejdere og andre stakeholders med egne øjne kan se, hvordan vi møder udfordringerne og dilemmaerne på tværs af bæredygtighedsagendaen. Det skaber tillid til os som virksomhed, og det holder os samtidig op på at forbedre vores indsats, så vi vedbliver med at være en ansvarlig virksomhed med en klar og ambitiøs profil på bæredygtighed. I samarbejde med vores kunder, myndigheder, NGO’er og andre interessenter, kan vi lykkes med at skabe store forandringer, samtidig med at vi gavner vores forretning, sagde Morten H. Engelstoft.

En del af vores DNA 
Det er første gang, at Grundfos vinder CSR Prisen for bedste CSR rapport, som tildeles inden for kategorien stort ikke-noteret selskab. Poul Due Jensen var glad og stolt over at modtage anerkendelse for vores bæredygtighedsrapport: 

- Bæredygtighed har altid været og vil altid være en del af Grundfos DNA. Min farfar Poul Due Jensen voksede op under beskedne kår; det gav ham et meget personligt forhold til mennesker, der har brug for hjælp til at være en del af arbejdsmarkedet. Den arv videreførte min far. Han kæmpede i årtier for mere ambitiøse klimamål og han koblede meget tidligt bæredygtighed til forretningen. Det er vigtigt for mig og for Grundfos at videreføre den arv og fortsat udvikle virksomheden. Vi udgav den første bæredygtighedsrapport for 20 år siden og det er blevet en kultur- og værdibærer for den virksomhed vi er og den rejse, vi er på.  I sidste ende handler dette jo ikke om os, om Grundfos – det handler om den større omstilling, som vi tror på, vi skal igennem. God rapportering er en del af den rejse og den rolle vi spiller som virksomhed, hvis vi vil skubbe i den rigtige retning.