Motor-pioner hædres af fagfæller

14. september 2020

Motor-pioner hædres af fagfæller

Gennem mere end 25 år har Keld Folsach Rasmussen drevet udviklingen af permanent magnet-motorer på Grundfos. Nu er han blevet hædret med Elektroprisen 2020 for sin indsats.

Vores førerposition inden for energieffektive pumpeløsninger er et resultat af integreret forskning og udvikling såvel som optimering af de enkelte komponenter i pumperne og samspillet mellem dem. En central del af den indsats er udviklingen af permanent magnet-motorer, der tog sin begyndelse i starten af 1990-erne med ansættelsen af Keld Folsach Rasmussen som erhvervsforsker inden for beregning og design af permanent magnet-motorer.

”Keld er den oplagte modtager af Elektroprisen 2020 i jubilæumsåret for HC Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen,” siger hans leder, Head of Core Technology Henrik Ørskov Pedersen, og uddyber:

”Han står bag designet af hovedparten af permanent magnet-motorer til vores pumpeapplikationer, og gennem mere end 25 år har han været den primære drivkraft i etablering af simuleringsplatforme til optimering af motorer til pumpeapplikationer. Det er ofte sket i tæt samarbejde med universiteterne i Aalborg, Newcastle og Glasgow.”

Keld Folsach Rasmussen er som chef-specialist indenfor permanent magnet-motorer stadig helt i front, når det gælder fortsat udvikling og optimering af vores motorer. Han modtog Elektroprisen HCØ2020 i anledning af 200-året for H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen ved et arrangement torsdag i ingeniørforeningen IDA’s mødecenter i København torsdag. Den faglige anerkendelse blev ledsaget af et beløb på 30.000 kroner.

”Det er rart at få anerkendelse for sit arbejde og vide, at de valg, mine kolleger og jeg har truffet, har vist sig at være brugbare,” udtaler Keld Folsach Rasmussen. Dog mener han ikke, at anerkendelsen bør tilfalde ham alene. ” Mit arbejde og resultaterne af det, er nu engang kun muligt på grund af det arbejde og de bidrag, som mine kolleger her på Grundfos har leveret”.

Elektroprisen er en årlig hæderspris, som Elektrofondet uddeler til en person med en lovende indsats inden for det elektrotekniske/elektroniske fagområde.

Udover Elektroprisen bliver en håndfuld underpriser uddelt for lovende nyuddannede inden dette fagområde. En af disse kandidatpriser gik til Rasmus Kjærsgaard, der nu arbejder som Student Assistant hos Grundfos, for sit diplomafgangsprojekt på Syddansk Universitet: ”Water level detection using TDR technology”.

Keld Folsach Rasmussen fik torsdag overrakt Elektroprisen HCØ2020 i anledning af 200-året for H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen.
Rasmus Kjærsgaards' tildeles sin pris for grundigt analytisk arbejde med en veludført og gennemtestet prototype, der skal bane vejen for kommercialiseringen af den velkendte måleteknologi.