Pia og Abdu får en eftertragtet uddannelse

08. oktober 2018

Pia og Abdu

Integration af flygtninge og mangel på faglært arbejdskraft er to af tidens helt store udfordringer. Grundfos gør noget ved begge dele ved at uddanne flygtninge og andre ufaglærte medarbejdere sammen.

Om godt et års tid kan Abdu Mahmud Saleh og Pia Bach kalde sig faglærte industrioperatører. Sammen med tre andre flygtninge fra IGU-uddannelsen og tre andre ufaglærte kollegaer fra Grundfos starter de på en ny uddannelse, der er udviklet i samarbejde med andre jyske virksomheder og erhvervsskolen Tradium i Randers.

Meningen med uddannelsen er, at den skal give deltagerne bedre muligheder på arbejdsmarkedet og være med til at afhjælpe den udtalte mangel på faglært arbejdskraft, samtidig med at integrationen af flygtninge styrkes. Normalt ville det tage 2 1/2 år at uddanne sig til faglært industrioperatør, men i dette tilfælde varer det kun omkring 15 måneder, fordi flygtningene får merit for IGU-uddannelsen, og fordi de andre deltagere har erhvervserfaring.

Tro på muligheder

Abdu Mahmud Saleh er flygtet fra Eritrea. Da han i sin tid fik chancen for at starte på IGU-uddannelsen, greb han den med stor entusiasme. Nu ser han store muligheder i at komme i gang med endnu en uddannelse.

- Det kan blive den bedste chance, jeg får for at tjene mine egne penge, og med dem kan jeg give mine børn et godt liv. Det er jo det, jeg drømmer om, siger han.

Pia Bach kom til Grundfos i 2010 og har lige siden arbejdet som ufaglært industrioperatør. Nu glæder hun sig til at komme i gang med uddannelsen og få en dybere indsigt, der rækker ud over hendes egen jobfunktion.

- Jeg kan godt lide at udfordre mig selv, og jeg tror på, at uddannelsen vil udvikle mig fagligt såvel som personligt og give mig bedre muligheder for at få et udfordrende job bagefter, siger hun.

Ansvarlighed i praksis

Anders Lund Hansen, Senior Manufacturing Director, stiller i udsigt, at opkvalificeringen af medarbejdere i produktionen hos Grundfos vil fortsætte fremover.

- Det er en helt naturlig del af vores måde at tage socialt ansvar på. Med den her uddannelse, der udstyrer deltagerne med kompetencer på faglært niveau, hjælper vi både flygtningene, vores egne medarbejdere, os selv og samfundet, forklarer han.

Jobmulighederne hos Grundfos for deltagerne, når de har gennemført deres uddannelse, kan han ikke sige noget sikkert om nu, da behovet for faglærte medarbejdere varierer over tid, og da det også er en del af vores måde at tage ansvar på, at vi uddanner flere faglærte, end vi selv har brug for.