Pumper sørger for komfort til pandaer

11. april 2019

Panda

De to pandaer, der ankommer til zoologisk have i København fra Kina, skal bo i det splinternye pandaanlæg, som er blevet etableret med hjælp fra blandt andre Grundfos

Et teknisk avanceret hjem står klar til de to pandaer, der er ankommet til zoologisk have. Pandaerne er udlejet som en officiel gestus fra Kina til Hendes Majestæt Dronning Margrethe.

Det 4000 kvadratmeter store pandaanlæg er designet af arkitektfirmaet BIG ogfinansieret af en række forskellige danske virksomheder og sponsorater. Grundfos har også bidraget. Vi har leveret 15 MAGNA3 cirkulationspumper og en PUST pumpestation, der skal regulere temperaturen og vandet, hvilket indebærer et lille vandløb, der snor sig igennem anlægget.

Installationsarbejdet er lavet i samarbejde med C5 VVS & Ventilation A/S. For Grundfos var projektet en mulighed for at sikre pandaerne komfortable omgivelser i et miljø, der lægger sig tæt op ad dyrenes naturlige omgivelser.

- Jeg tvivler på, at vi nogensinde har leveret løsninger til pandaer før, men sammen med ZOO, designere og installatører, har vi arbejdet hårdt for, at de kan nyde deres nye hjem. Jeg er stolt af, at vi har kunnet støtte dette projekt og bidrage med viden og produkter til sådan et fantastisk kompleks, der er designet med stor fokus på dyrevelfærd, siger Brian Sørensen, salgsdirektør, Grundfos Danmark.

 

Historisk begivenhed
I zoologisk have i Københavns har forberedelserne været i gang i knap 10 år og forventningerne er høje forud for indvielsen af pandaanlægget.

- Takket være bidrag fra 16 store danske virksomheder har vi sideløbende bygget et state of the art pandaanlæg, der kommer til at tegne Danmarks profil internationalt mange år fremover. Vi har haft dyrepassere, zoologer og dyrlæger på uddannelsesophold i Kina og været i tæt dialog med kinesiske fagfolk siden 2010. Og vi har ikke mindst en hel plantage på Sydsjælland med struttende frisk bambus. Så jeg tør godt sige: vi er klar til at tage imod vores nyeste beboere, for det her bliver i ordets oprindelige forstand en historisk begivenhed, siger Jørgen Nielsen, CEO i København ZOO.

 

Symbol på venskab
Pandaer er en nationalskat i Kina, og Danmark er blot det 19. land nogensinde, der modtager pandaer. Det er et symbol på venskab og tillid mellem landene overordnet set og det særlige bånd mellem Grundfos og Kina.

- Det er meget sjældent, at pandaer sendes til andre lande, så det er i sandhed en stor ære, som også illustrerer det gode venskab mellem Danmark og Kina. Vores engagement i dette projekt giver god mening, da vi har knyttet stærke bånd med Kina gennem tiden, siger Brian Sørensen.