Rekordresultat styrker Grundfos’ fundament for fremtiden

09. marts 2020

Rekordresultat styrker Grundfos’ fundament for fremtiden

Grundfos når sit mål om 10% overskudsgrad et år før tid og leverer højeste salg, medarbejdertilfredshed og kundeloyalitet i virksomhedens historie. Den stærke fremgang på bæredygtighed fortsætter.

I 2019 steg Grundfos’ omsætning med 3% til 27,5 mia. kr., hvilket er det højeste niveau i Grundfos’ 75-årige historie. Det svarer til 2,2% organisk vækst i lokal valuta ift. 2018. Resultatet før skat og renter (EBIT) steg med 16% til 2,8 mia. kr. svarende til 10,1% af omsætningen.

Justeret for elementer ikke direkte relateret til driften af virksomheden nåede resultatet 10,6% af omsætningen, hvilket gør 2019 til det første år, hvor Grundfos når det strategiske mål på 10% som var en hjørnesten i selskabets 2020 strategi.

”Vi er meget tilfredse med det finansielle resultat og stolte over, at vi fortsat leverer profitabel vækst samtidig med, at vi bidrager markant til at løse verdens vand- og klimaudfordringer”, siger Grundfos’ koncernchef Mads Nipper.

Udover de finansielle resultater har Grundfos reduceret sit eget vandforbrug med 10,4% og CO2-udledningerne med 12,2% sammenlignet med 2018. Samtidig nåede Grundfos det højeste niveau for medarbejdertilfredshed nogensinde og gentog den rekordhøje kundeloyalitet fra året før.

”Vi bidrog væsentligt til at reducere vores kunders energiforbrug og leverede derigennem også et positivt bidrag til verdens klimaudfordringer. Vi spillede derudover en vital rolle i at sikre adgang til vand for mere end ottehundrede tusinde mennesker i tæt samarbejde med vores partnere”, tilføjer Mads Nipper.

De fleste af Grundfos’ markeder har bidraget til væksten. Koncernens kernemarked i Europa samt den globale serviceforretning demonstrerede solid vækst gennem hele året, mens de store markeder i Kina og Nord- og Sydamerika oplevede vækst på et lavere niveau end i 2018.

Med et solidt årsresultat er Grundfos i stand til at træffe langsigtede beslutninger uden at risikere den finansielle uafhængighed. Soliditetsgraden var 68,1% ved udgangen af 2019.

”Selvom vi forventer, at 2020 bliver et udfordrende år, er udgangspunktet for Grundfos’ 2025-strategi meget stærkt. Vi har en strategisk ambition om at være en væsentlig bidragsyder til at løse verdens vand- og klimaudfordringer samtidig med, at vi leverer solide finansielle resultater og fortsat forbedrer kundeoplevelsen,” siger Mads Nipper.

Finansielle højdepunkter for 2019:

·      Omsætningen steg med 0,8 mia. kr. til 27,5 mia. kr.
·      Den organiske vækst i lokal valuta var 2,2%
·      Resultatet før skat og renter nåede 2.791 mio. kr.

Finansielle nøglefigurer

Journal19: Online univers