Social ansvarlighed kræver lederskab

23. maj 2018

Social ansvarlighed kræver førerskab

Der blev både gjort status og mindet om, at vi ikke må hvile på laurbærrene, da 50-året for vores sociale ansvarlighed blev fejret under en faglig konference.

Foran 200 indbudte gæster indledte tidligere koncernchef og tidligere formand for Poul Due Jensens Fond, Niels Due Jensen, dagen med at fortælle, hvordan vores sociale engagement er blevet til og har vokset sig stærkt og globalt. Han mindede om vigtigheden af at fortsætte det gode arbejde og fremhævede blandt andet de dygtige arbejdsledere, der hver dag får vores fleksafdelinger til at lykkes.

- De er fagligt dygtige og besidder en fin blanding af empati og rummelighed. Det skal til for at imødekomme de behov, der er i en fleksafdeling og for at finde nye arbejdsområder til vores ansatte med særlige behov, så de bidrager til forretningens udvikling, sagde Niels Due Jensen.

Dan Boyter fra Pressalit, der blandt andet er kendt for at producere toiletsæder, fortalte hvordan de arbejder med deres sociale indsats.

- Social ansvarlighed kommer ikke af sig selv. Det handler i høj grad om, at topledelsen skal tage teten. Det er forudsætningen for succes, sagde Dan Boyter.

Alle kan bidrage

Der herskede ingen tvivl om den grundlæggende konklusion hos alle oplægsholdere: Uanset hvem man er, og hvor man kommer fra, så betyder det noget, at man er en del af et fællesskab, og at der er brug for ens kompetencer.

Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek, rammede temaet ganske præcist ind, da han indtog podiet:

- Det handler om livsduelighed, for hvad er livet værd, hvis man ikke får lov at bidrage.

Vores sociale ansvar og engagement rækker langt ind i fremtiden både lokalt og globalt, slog Grundfos CEO Mads Nipper fast, da han rundede dagen af.

- Vi skal drive en forretning, der tjener penge, det er klart. Men vi vil fortsat gøre en forskel ved at engagere os. Det er essensen af, hvem vi er og den kultur vi har, sagde Mads Nipper.

Konferencen blev afholdt med det formål at sætte fokus på, hvad socialt ansvar betyder for medarbejderne, samfundet og virksomhederne. Samarbejde og videndeling var derudover centrum for mange af oplægsholderne. Det rykker, når vi deler, var helt konkret overskriften, da direktør for Danmarks største netværk for virksomheder Cabi, Mette Rønnau gik på scenen.