Stor anerkendelse til Energicentralen

24. maj 2018

Stor anerkendelse til Energicentralen

Energicentralen i Bjerringbro er optaget på Realdanias Klima 100 liste. Den klimavenlige fjernvarme er både unik og inspirerende lyder det i dag fra Realdania.

Når vinteren ruller over landet og presser temperaturen i bund, så skruer forbrugerne op for varmen i radiatorerne. Hvert år bruges der mange ressourcer på at varme landets parcelhuse op, men i Bjerringbro har man fundet en løsning som er både unik og ikke mindst klimavenlig.

Og det er netop de egenskaber som gør, at Energicentralen i dag er kommet i fornemt selskab. Realdania har udvalgt den til at være en del af den nye Klima100-liste. Listen er en opgørelse over de 100 mest perspektivrige klimainitiativer i de danske kommuner, og Energicentralen er kommet på listen sammen med andre lignende projekter rundt om i landet.

Projektet er et resultat af et samarbejde mellem os og det lokale energiselskab, Gudenådalens Energiselskab.

- Teknologien er selvfølgelig spændende, men det er især samarbejdet, som gør det her unikt; at man kan sætte nogle parter sammen, som normalt ikke snakker sammen, og så finde løsninger på den måde, som man har gjort her, det er det, Realdania også anerkender, fortæller Klaus E. Christensen, der er projektleder på Grundfos.

Energicentralen er placeret i udkanten af Grundfos’ område på Jørgens Allé i Bjerringbro og fungerer ved at udnytte overskudsvarmen fra kølingen af produktionen på fabrikken og lagre den i et grundvandsmagasin 80 meter under jorden.

- Det er et projekt, som både vi og Grundfos kan være stolte af. Det er et skoleeksempel på, hvordan industrien og varmesektoren kan arbejde sammen og finde en robust og bæredygtig platform, og sammen udnytte de ressourcer, der er tilgængelige på bedste vis, siger Preben Sørensen, der er bestyrelsesformand for Gudenådalens Energiselskab.

I Viborg kommune er man glade for Energicentralen samt ikke mindst de perspektiver, der findes i løsningen, som også kan overføres til andre virksomheder, hvor der kan være overskudsvarme.

- Energicentralen er et fantastisk eksempel på, hvordan et lokalt samarbejde og engagement kan resultere i både grøn omstilling og økonomisk gevinst til fordel for alle, fortæller Viborg Kommunes borgmester Ulrik Wilbek.

Energicentralen har været så stor en succes, så Gudenådalens Energiselskab er gået i gang med planlægningen af et nyt anlæg. Et anlæg som bygger på samme teknologi, men som bliver større end det nuværende.