Energirigtig dansk vandsektor får global opmærksomhed

16. november 2016

Renseanlæg

Ny international rapport sender roser i retningen af den danske vandbranche. Forfinet vandteknologi, der gør det muligt at opnå energineutral vandbehandling, er i fokus.

Det Internationale Energi Agentur (IEA) fremhæver i sin nye rapport World Energy Outlook Danmark som et internationalt foregangsland, når det kommer til energieffektiv behandling af drikke- og spildevand. Blandt andet er der roser til Marselisborg Renseanlæg i Aarhus, der takket være specialiseret viden og effektiv teknologi i dag producerer så meget energi ved behandlingen af spildevand, at det faktisk skaber mere, end det bruger.

Det er blandt andet det faktum, der giver global genlyd, og det glæder miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen:

- Vi har længe vidst, at Danmark er foregangsland på vandområdet. Men det er rart, at det også bliver anerkendt internationalt. Ikke for vores forfængeligheds skyld, men for vores eksportmuligheder. Dette er værdifuld omtale for teknologiproducenter, som forhåbentlig kan bruge det til at skabe nye arbejdspladser og indtægter til Danmark, siger han i en pressemeddelelse.

International efterspørgsel
Den danske vandbranche har gennem den seneste periode oplevet en øget interesse fra udlandet, hvor netop energieffektiv håndtering af drikke- og spildevand har tilkæmpet sig en plads på toppen af energidagsordenen i mange lande. Ikke mindst fordi vandsektoren globalt set anslås til at forbruge omkring fire procent af det samlede energiforbrug, mens forbruget i Danmark er under det halve. Det har givet vind i sejlene, og senest har eksempelvis Water Technology Alliance, der blandt andet består af Aarhus Vand og Grundfos, været med til at promovere energieffektive, danske løsninger i USA.

- Vi har i Danmark viden, teknologi og erfaring i forhold til vand- og energieffektive løsninger, der kan hjælpe til at løse nogle af de udfordringer, vi ser mange steder i verden. Den danske vandbranche bygger i høj grad på stærke offentlig-private partnerskaber, og vi er glade for at vores teknologi kan være med til at sænke energiforbruget og give positiv opmærksomhed til vandbranchen, siger Kenth Hvid Nielsen, Group Vice President i Water Utility hos Grundfos.

En særskilt rapport om den danske vandbranche forudser, at man inden for få år kan blive helt energineutral ved hjælp af allerede eksisterende teknologi og erfaringer og energi hentet fra blandt andet de energiproducerende renseanlæg.


    Facebook Twitter LinkedIn