Fremtidens talenter bryder vandoverfladen

01. marts 2017

CBS

Grundfos er med, når de danske og internationale studerende i dag indtager Copenhagen Business School. De skal løse et konkret problem, hvor vand, digitalisering og bæredygtighed indgår som naturlige elementer.

Hvordan skal Grundfos balancere digitalisering, service og nye forretningsmodeller for at skabe bæredygtig vækst inden for vandområdet i 2020? Det er spørgsmålet, som studerende fra danske og internationale universiteter i denne uge bliver stillet til CBS Case Competition, der bliver holdt på CBS’s campus på Solbjerg Plads i København. Som case-virksomhed i den stort anlagte og prestigefyldte konkurrence får Grundfos mulighed for at sætte fokus på vand som en knap ressource. Koncernchef Mads Nipper løfter onsdag morgen sløret for opgaven. Han ser frem til at se, hvilke løsninger de studerende kommer op med.

- Vi står over for massive udfordringer på vandområdet, og vi er nødt til at handle nu. Vi arbejder på nye forretningsmodeller, der er bæredygtige og udnytter de digitale muligheder. For at få et yderligere perspektiv og helt nye øjne på dette emne, synes vi, at det er virkelig spændende at få de studerende til at komme med bud på, hvordan fremtidens løsninger kan se ud, siger han.

Et stærkt udstillingsvindue
CBS Case Competition er arrangeret af de studerende selv, og også i år er der to forskellige konkurrencer. Den internationale konkurrence og OPEN-konkurrencen. I den internationale konkurrence er 12 hold af 4 studerende fra elite-universiteter i hele verden udvalgt til at deltage. Derudover har cirka 1.000 studerende fra 20 europæiske lande meldt sig til OPEN-konkurrencen.

Alle arbejder fra onsdag til torsdag med opgaven, og om fredagen bliver der fundet en vinder i hver kategori.

- Vi er stolte over, at Grundfos er årets case-virksomhed til CBS Case Competition. Grundfos skiller sig ud fra andre virksomheder ved at forene en sund forretning med evnen til at adressere en af verdens største udfordringer, nemlig vandudfordringen. Vi er spændte på at se de mange deltagende studerende komme med deres bud på, hvordan Grundfos kan løse sine udfordringer, siger Case Writer Henriette Søs Henriksen fra CBS Case Competition.

Med så mange øjne rettede mod Grundfos ser Group Senior Vice President med ansvar for HR, Henrik Christiansen, en unik mulighed for at vise, hvad vi kan tilbyde.

- Vi vil gerne vise de unge, at Grundfos er en innovativ virksomhed, der med fokus på digitalisering og bærerdygtighed er med helt fremme. Vi vil gerne bringe virkeligheden ind på studiet og tage dialogen med de unge talenter, fordi de har meget at byde ind med og kan være med til at drive vores virksomhed i den rigtige retning, siger han. 

Læs mere om CBS Case Competition.


    Facebook Twitter LinkedIn