Fire fyrtårne vil gøre energimodernisering nemt for boligejerne

01. april 2014

Fra indgåelsen af det nye industrisamarbejde – BetterHome - set fra venstre: Thomas Kâhler, Managing Director, Rockwool  Søren Ø. Sørensen, Koncerndirektør, Grundfos, Glenn Kristiansen, Senior Director, Danfoss Heating Solutions og Michael K. Rasmussen, Marketingdirektør, VELUX.

Grundfos, Danfoss, VELUX Gruppen og Rockwool går sammen i ”BetterHome” for at sætte tryk på energioptimering og modernisering af parcelhuse.

Det skal være nemt og overskueligt for danske boligejere at spare energi og øge komforten i boligen. Med styrken i kvalitetsprodukterne fra de fire stærke virksomheder, vil BetterHome i tæt samarbejde med regeringens vækstinitiativer, håndværkere, energiselskaber og investorer kickstarte energimodernisering af boliger landet over – og på sigt også i udlandet.

Der er politisk efterspørgsel efter flere energibesparelser og øget kvalitet i danskernes boliger. Det skal samtidig skabe større aktivitet i byggeriet. Skal vi nå de politiske ambitioner om et markant løft i boligmassen kombineret med vækst, så kræver det vilje, fokus og indsats her og nu.

- Med BetterHome går fire af Danmarks mest kompetente producenter af energibesparende kvalitetsløsninger sammen om nye tilbud til boligejerne. Vi mener tiden kalder på handling og konkrete løsninger, som er nemme at gå til for den enkelte boligejer. Det skal være lettere at få realiseret ønsket om et bedre hjem, siger Kim Christensen, President i Danfoss Heating Solutions.

Der er milliarder af kroner at spare med bedre sundhed og lavere energiforbrug i boligerne. Det er netop dét potentiale, som BetterHome er sat i verden for at udløse. Bygninger udgør i dag 40 procent af energiforbruget i Danmark. 30 procent af bygningsmassen har så dårligt et indeklima, at det kan være sundhedsskadeligt. Deraf vores fokus på energimodernisering af boligen.

- Energimodernisering forøger boligens værdi. Derfor ønsker vi at tænke nyt i forhold til at samarbejde med dem, der finansierer danskernes boligdrømme. Vi vil gøre vores boliger mere energirigtige og sundere at leve i, siger Michael K. Rasmussen, marketingdirektør, VELUX Gruppen.

Målet med ”BetterHome” er at drive energimoderniseringen frem med nye standarder for rådgivning og levering af totalløsninger i samspil med vækstinitiativet BedreBolig, håndværk på tværs af fag og ikke mindst nytænkende finansieringspakker. Alt dette i tæt samarbejde med vores mange stærke partnere i hele landet.

- Vi vil stille en portefølje af gennemprøvede totalløsninger til rådighed for alle - ikke bare boligejere, men også de energirådgivere og håndværksmestre, som skal løfte opgaven fra ide til succes. Vi vil bruge styrken i vores salgskanaler og bringe den samlede viden i vores fire selskaber i spil, konstaterer Thomas Kähler, Managing Director, Rockwool A/S.

BetterHome skal være rammen for en samarbejdsmodel, som også efterspørges i udlandet. På sigt kan det nemlig bane vejen for mere eksport, flere energibesparelser i Europa og vækst i byggeriet.

- BetterHome skal stimulere det danske marked for energimodernisering. Vi vil eksportere know-how og danske kvalitetsløsninger til energimodernisering af hjemmet. Vi besidder i fællesskab stærke salgskanaler, der skal bringes i spil, og de danske boliger skal være en showcase, fortæller Søren Ø. Sørensen, koncerndirektør, Grundfos.

Download photo here.


    Facebook Twitter LinkedIn