Fremtidens vandværk er fritlagt

25. november 2014

Driftsingeniør Thomas Vogn Kjeldsen fra Aarhus Vand (til højre) og Application Manager Jørgen Bach fra Grundfos inspicerer de lukkede filtertanke. Det er nemt at få adgang til anlægget og udtage prøver på alle stadier af vandrensningen, ligesom dele kan udskiftes uden at afbryde hele vandproduktionen.

I det naturskønne Truelsbjerg ved Aarhus står det, der meget vel kan være Europas mest banebrydende vandværk, færdigt. Værkets vandproduktion, forsyningsstabilitet, design og arkitektur er i en klasse for sig, og Grundfos-pumper udgør en vigtig del af løsningen.

Glem alt om kæmpestore iltningstrapper, som er sårbare over for forurening, og nedgravede beskidte betontanke. Truelsbjerg Vandværk kan som det første vandværk tilbyde vand af allerbedste kvalitet, som er sikret mod enhver form for menneskeskabt eller naturlig forurening.

- Med Truelsbjerg Vandværk har vi forsøgt at sætte en stopper for alle vandværkernes traditionelle dårligdomme, hvor alt er enten nedgravet eller en del af den bærende konstruktion. Her er alle tanke og installationer fritlagte, de er nemme at inspicere, og vi kan styre langt flere parametre i forbindelse med vandrensningen, siger driftsingeniør Thomas Vogn Kjeldsen fra Aarhus Vand, som forsyner Danmarks næststørste by med drikkevand.

Under konstant tryk

En af hovedtankerne bag Truelsbjerg Vandværk er ”lukket vandbehandling”. Hele vandlinjen og vandrensningsanlægget er lukket og under konstant tryk, så vandet er beskyttet mod enhver form for forurening.

- Grundfos er stolt af at være en del af et innovativt og visionært projekt som Truelsbjerg Vandværk, og vi kan levere de nødvendige energieffektive kvalitetsløsninger, som kan holde vandanlægget lukket og under tryk hele vejen fra brønd til vandhane. Fra rustfrie stålpumper til sensorstyrede distributionsløsninger, som sikrer komfort for selv den mest afsidesliggende forbruger, siger Application Manager Jørgen Bach fra Grundfos.

Unikt design

Vandværket er inddelt i tre dele, hvor den nederste del er et tungt betonfundament med alle rør, pumpestationer og andre nødvendige faciliteter til vandværkets drift.

Over betonfundamentet er en let rammekonstruktion i stål med lukkede blå filtertanke og et stort østvendt panoramavindue med udsigt over det smukke landskab. Ved siden af hovedbygningen er der to kæmpestore cylindriske rustfrie stålvandtanke til renset rent vand. Tankene er svejset op på stedet.

Ud over det nødvendige udstyr til værkets drift har fremtidens vandværk også faciliteter til besøgende, mødelokaler og et lille laboratorium, som forvandler værket til et komplet testanlæg for virksomheder og forskere.

Et andet krav til vandværket, som understreger projektets ambitionsniveau, er, at energiforbruget til lys, opvarmning, affugtning og ventilation skal være CO₂-neutralt. For at opfylde dette krav vil det gamle vandværk fra 1963 blive revet ned og erstattet med 300m² solpaneler, så snart det nye vandværk er klar til at tage over.

Grundfos-løsninger til Truelsbjerg Vandværk:

• Grundfos SP-dykpumper i rustfrit stål

• Grundfos TP til tilbageskyl i forbindelse med rengøring af tilstoppede filtre

• Grundfos NB til distribution af drikkevand til forbrugerne.


    Facebook Twitter LinkedIn