Grønne initiativer vinder genklang

08. april 2013

Grønne initiativer vinder genklang

Connie Hedegaard håber, at Grundfos’ gode eksempel vil brede sig i EU.

EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, og en delegation af europæiske virksomhedsledere besøgte 8. april Grundfos i Bjerringbro for at blive klogere på, hvordan virksomheder kan bidrage positivt til EU’s klimamål og samtidig drive en fornuftig forretning.

Connie Hedegaard gav udtryk for, at det var en stor fornøjelse at besøge Grundfos og forklarede hvorfor:

- Her er energibesparelser ikke blot noget, man taler om i ledelsen – man gør faktisk noget ved det.

Handling er nødvendig
Hun understregede, at selv om krisen kradser i EU, er det vigtigere end nogensinde at fokusere på at mindske energiforbruget - blandt andet fordi Europa bliver stadig mere afhængig af energiforsyning udefra, er det nødvendigt at gøre noget nu.

- Det mest intelligente, vi kan gøre i Europa, er det, Grundfos gør. Det gælder om at finde de innovative, intelligente løsninger og dele dem med andre, sagde hun og understregede betydningen af, at flere følger de gode eksempler, der findes i virksomhederne.

Kendt teknologi rækker langt
Koncernchef Carsten Bjerg glæder sig over, at initiativerne i koncernen har vundet genklang i EU.

- For Grundfos er det vigtigste dog, at vi kan hjælpe Connie Hedegaard og EU med at sprede det gode budskab, siger han.

Under besøget havde han blandt andet fortalt om traditionen i Grundfos for at vise social ansvarlighed og om, hvor høj prioritet det har for virksomheden at minimere energiforbruget – ikke blot den energi, produkterne bruger, men også den, der skal bruges til at fremstille produkterne.

- Hos os er det noget, vi alle bidrager til i dagligdagen, og minimering af energiforbruget er også en væsentlig grund til, at vi bruger så mange ressourcer på produktudvikling, forklarede han.

Med udgangspunkt i den kendsgerning at pumper tegner sig for 10 procent af verdens energiforbrug, men at det kan reduceres med 40 procent alene ved hjælp af kendt teknologi, understregede Carsten Bjerg, at energiforbruget også i et større perspektiv kan reduceres betragteligt ved blot at anvende teknologi, der allerede er udviklet.

Inspirerer til nye tiltag
Under en efterfølgende rundvisning i produktionen og på Energicentralen, som er etableret i samarbejde med Bjerringbro Varmeværk, blev der givet en række eksempler på, hvordan energiforbruget kan sænkes ved at gøre brug af kendt teknologi.

Besøget hos Grundfos er blevet til i et samarbejde mellem EU-kommissionen og Dansk Industri. Gæsterne var europæiske virksomhedsledere fra eksempelvis Volvo og BASF, og formålet var at inspirere til nye løsninger, der kan bidrage til, at EU bliver i stand til at nå sine klimamål.


    Facebook Twitter LinkedIn