Grundfos bidrager til dansk succes

23. oktober 2013

Danmark har modtaget den globale miljøorganisation WWF’s højeste anerkendelse, Gift to the Earth. En ambitiøs klimapolitik og succesfulde clean-tech virksomheder er en del af årsagen.

Danmark har verdens mest ambitiøse klima- og energimål og nogle af de mest innovative, grønne virksomheder. Tilsammen har det ført til et skulderklap af de store, da den verdenskendte miljøorganisation WWF gav Danmark sin særlige pris, Gift to the Earth.

- Danmark viser, at det er muligt at udvikle et bæredygtigt samfund og på samme tid sikre økonomisk vækst og velfærd. Det er den slags fyrtårne, vi har brug for globalt, siger Jim Leape, WWF’s internationale generalsekretær.

Danmark bliver blandt andet fremhævet for sine mange succesfulde clean-tech virksomheder, herunder Grundfos, der har formået at gøre grønne løsninger til god forretning.

Grundfos er samtidig en af de virksomheder, der ikke alene arbejder med energirigtig forretning, men også er opmærksom på sin egen miljøpåvirkning.

- Vi har gennem flere år arbejdet på at afhjælpe klimaudfordringerne. Blandt andet ved at nedbringe vores eget energiforbrug, lige som vi netop har igangsat en vandstrategi for hele koncernen for at sikre, vi bruger vores ressourcer så effektivt som muligt, siger Karen Touborg, Manager i Group Environment, Health and Safety.

Det var statsminister Helle Thorning-Schmidt, der modtog anerkendelsen på vegne af Danmark.

 


    Facebook Twitter LinkedIn