Grundfos fordobler indtjeningen og holder kursen

01. september 2015

Grundfos fordobler indtjeningen og holder kursen

Pumpekoncernen fordobler indtjeningen og har salgsvækst i første halvår af 2015. Resultaterne ligger helt i tråd med ambitionerne.

Omsætningen rammer 11,9 mia. DKK mod 11,1 mia. DKK sidste år. Indtjeningen fordobles til 628 mio. DKK mod 301 mio. DKK. Dermed indfrier Grundfos sine ambitioner om at vende fire års vigende indtjening.

”Vi har gjort det, vi satte os for. Vi er glade for, at de gennemgribende initiativer det seneste år indtil videre viser solide og positive resultater. Men vi er naturligvis endnu på den tidlige del af rejsen, og målet er fortsat at holde os til planerne om højere indtjeningsgrad og sund vækst”, siger koncernchef Mads Nipper.

Det er især i USA, der fortsat leveres solid salgsvækst på 15 procent i lokal valuta, mens Europa ligger stabilt med beskedne vækstrater og stigende markedsandele. I Rusland falder salget som følge af de vanskelige markedsvilkår, mens Kina ligger stort set uændret grundet reduceret investeringsniveau og uro i den kinesiske økonomi. Andre markeder som Sydamerika, Mellemøsten og Japan bidrager alle positivt til koncernens vækst.

”Konkurrencen er benhård alle steder, men det er vores billede, at vi fortsat vinder markedsandele i langt de fleste markeder. Den nye koncernstrategi er i færd med at blive udlevet med intensiveret fokus på vores kunder, fortsat omkostningsbevidsthed, bedre servicetilbud, styrket produktlederskab og en mere effektiv værdikæde. Det er et langt, sejt træk frem mod 2020, men vi er kommet godt fra start. Trods hård konkurrence og vanskelige markedsvilkår flere steder, er vores udgangspunkt for at skabe fornuftige resultater bedre end for et år siden”, forklarer Mads Nipper.

Koncernledelsen tilføres i øvrigt et nyt medlem fra i dag, hvor franske Stéphane Simonetta tiltræder med ansvar for global produktion og logistik. Han kommer fra Honeywell Transportation Systems i Schweiz.


    Facebook Twitter LinkedIn