Grundfos’ koncernchef udnævnes til adjungeret professor ved CBS

05. april 2013

Grundfos’ koncernchef udnævnes til adjungeret professor ved CBS

CBS, Copenhagen Business School, udnævner koncernchef Carsten Bjerg til adjungeret professor i virksomhedsudvikling og lederskab.

Carsten Bjerg er i dag den øverste leder for verdens største pumpeproducent, Grundfos. Her har han siddet i chefstolen siden 2007. Han kom til Grundfos i 1997 efter at have begyndt sin karriere som nyuddannet ingeniør hos Danfoss på Als i 1983. Carsten Bjerg er uddannet akademiingeniør fra Danmarks Ingeniør Akademi og har senere suppleret med Advanced Course in Production Methods and Management ved Cambridge University.

Rektor på CBS, Per Holten-Andersen, siger i forbindelse med udnævnelsen:
”Carsten Bjerg er gået produktionsvejen frem til stillingen som CEO – men hjertet banker også for innovation, har jeg ladet mig fortælle. Han har ført Grundfos-koncernen frem til den innovative førerposition, den sidder på i dag. Samtidig er værdibaseret ledelse ikke blot teorier i Bjerringbro – de praktiseres dagligt. Og det er måske en af grundene til, at Carsten Bjerg blev kåret som Årets Leder 2012”.

Carsten Bjerg siger om udnævnelsen:

”Jeg er naturligvis meget beæret over udnævnelsen og glæder mig til selv at bidrage med historier og erfaringer fra det virkelige liv i en global verden, hvor mere bæredygtighed og evnen til omstilling er afgørende for at kunne klare konkurrencen. Jeg glæder mig nu også til at blive inspireret af de studerende ved CBS. Det er jo dem og deres ideer, virksomheder – heriblandt Grundfos - skal leve af i fremtiden”.

Carsten Bjerg mener, at man som leder skal give lidt af sig selv for at sikre autenciteten i lederrollen. En leder er kun en leder, hvis han eller hun følges af sine medarbejdere. Og så brænder han for at udvikle fremtidens ledere i Grundfos gennem et ambitiøst og globalt talentudviklingsprogram med det formål at skabe ledere, der en dag vil være bedre end ham selv og resten af koncernens topledelse.

Udover koncernchef-stillingen bestrider Carsten Bjerg en lang række tillidsposter – både som bestyrelsesmedlem i selskaber som Vestas, Rockwool og flere Grundfos-selskaber, men også som formand for eksempelvis et af regeringens Vækstteams, Markedsmodningsfonden og som medlem af hovedbestyrelsen for Dansk Industri og endeligt som medlem af bestyrelsen for Provinsindustriens Arbejdsgiverforening.

Udover ledelse, Grundfos og et stærkt samfundsengagement, så banker hjertet for håndbold, hvor han selv tidligere var en stærk holdspiller, som gerne gik forrest, når det gjaldt. I dag sker det dog kun verbalt fra lægterne, når BSV spiller.

I 2011 blev Carsten Bjerg tildelt Ridderkorset af Dannebrogsordenen.

I forbindelse med udnævnelsen holder han tiltrædelsesforelæsning onsdag den 10. april kl. 15.00 på Copenhagen Business School, SPs14, Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg.

Adjungeret professor er en titel, der kan tildeles til personer på højt fagligt niveau, som en uddannelsesinstitution ønsker at hædre. Efter nærmere aftale med institutionen kan en adjungeret professor holde forelæsninger og deltage i institutionens forskning eller samarbejde med denne om forskningsprojekter. Retten til at bære titlen gælder i fem år.



    Facebook Twitter LinkedIn