Grundfos ændrer i koncernledelsen

11. august 2014

Grundfos ændrer i koncernledelsen

Koncerndirektør Søren Ø. Sørensen skifter spor. Poul Due Jensen bliver ny koncerndirektør og medlem af koncernledelsen.

Efter næsten 26 år forlader koncerndirektør Søren Ø. Sørensen, 55 år, pumpekoncernen Grundfos ved årets udgang. Søren Ø. Sørensen har siden 2003 været ansvarlig for salg, marketing og service og medlem af Grundfos’ øverste ledelse.

- Jeg har haft en fantastisk karriere i en fantastisk virksomhed i ganske mange år, så nu vil jeg gerne forfølge nogle andre drømme og skifte spor, blandt andet til bestyrelsesarbejde i forskellige virksomheder. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg gerne vil prøve de drømme af, mens tid er. Det glæder jeg mig til, selvom det er med vemod og taknemmelighed efter mange gode år hos Grundfos, forklarer Søren Ø. Sørensen og fortsætter:

- Nu har jeg været med i gode og mindre gode tider, jeg har drevet salgsorganisationen på over 6.000 mand frem i alle afkroge af verden. Det har været en fantastisk rejse at være med på - både erhvervsmæssigt og karrieremæssigt. Jeg vil ikke lægge skjul på, at Grundfos har fyldt rigtig meget i mit liv. Jeg er stolt af at have været med til at skabe de mange fantastiske resultater, men jeg er også både ydmyg og taknemmelig over, at man har kunnet bruge mig, siger Søren Ø. Sørensen.

Da Søren Ø. Sørensen tiltrådte tilbage i 1989, var koncernens omsætning på 2 milliarder kroner. Nu er den tæt på 25 milliarder. Han kom til Grundfos som marketingchef i 1989 efter en karriere ved Danfoss. Siden overtog han flere ansvarsområder og nåede blandt andet også en periode som administrerende direktør for Grundfos i Japan.

- Søren har været et uvurderligt aktiv for Grundfos gennem mange år. Han er en eminent sælger og leder og har evnet at styre og styrke vores enorme salgs- og marketingorganisation, så vi har erobret markedsandele og fået godt fat i mange vitale markeder. Søren har et drive, der skaber resultater. Vi kommer til at savne ham. Grundfos er ham dybt taknemmelig for hans indsats og ønsker ham held og lykke med de nye udfordringer, siger Grundfos’ koncernchef Mads Nipper.

Søren Ø. Sørensen fratræder først ved udgangen af året og vil indtil da fortsat have ansvaret for, at salgsambitionerne og budgetterne for 2014 nås. Koncernchef Mads Nipper har dog allerede udpeget afløseren. Ny koncerndirektør og medlem af koncernledelsen bliver Poul Due Jensen, som netop er hjemvendt til hovedkontoret efter mange år som regionaldirektør i Asien og Pacific med base i Singapore.

- Poul kender Grundfos fra barnsben. Han har arbejdet i mange lederpositioner, blandt andet inden for forretningsområdet for doseringspumper fra koncernens hovedsæde i Bjerringbro og med salg og marketing i Asien og Nordamerika og har oparbejdet en enorm erfaring og global indsigt. Poul er den helt oplagte og naturlige afløser for Søren, så derfor glæder det mig meget, at Poul har sagt ja til at påtage sig opgaven fra årsskiftet, fortæller Grundfos’ øverste chef Mads Nipper.

Poul Due Jensen er for nylig hjemvendt til Bjerringbro som ny global direktør for branding og marketing (Senior Vice President). Denne stilling vil han bestride frem til 1. januar, hvor han som nævnt tiltræder som koncerndirektør (Executive Vice President).

- Jeg glæder mig til de nye udfordringer. Grundfos er et af de stærkeste brands i branchen, og den position skal fastholdes. Derfor skal det næste halve år primært bruges til at globalisere og styrke vores mange forskellige branding og marketing aktiviteter. Samtidig glæder jeg mig til at arbejde intensivt med at styrke de forskellige forretningsområder, såsom vandforsyning, industri og bygninger, og lægge planer for hvordan vi sikrer fortsat vækst. Først og fremmest glæder jeg mig dog til at arbejde sammen med den øvrige topledelse om at fastlægge og eksekvere fremtidens koncernstrategi for Grundfos, siger Poul Due Jensen.

Se Grundfos' nye koncernledelse her


    Facebook Twitter LinkedIn